Penge i Sydamerika

This post is part of a series called Rejse info Sydamerika
Show More Posts

Om Penge og hvordan man får kontanter

 

Kontanter i Argentina 🏦

På rejser over en længere periode, er det at få kontanter altid et emne, da alle gerne vil undgå at betale for mange gebyrer til banken. Jeg har aldrig mødt nogen, der værdsætter disse udgifter heller ikke mig, men i Argentina tog det mig til et andet niveau end bare at blive kortvarigt irriteret og så glemme det. Her begyndte jeg virkelig at tænke på, hvordan jeg kunne undgå de mange gebyrer. Når man desværre ikke har et gebyrfrit kort, så vil det altid løbe op i mange penge på en 5 måneders rejses, men i de Sydamerikanske lande og ikke mindst Argentina blev det endnu mere.

Jeg bruger altid den anbefalede rådgivning:

    • Hæv kontanter på destinationen ved ankomsten
    • Brug kreditkort så meget som muligt
    • Betal altid med kortet i den lokale valuta.

Jeg medbringer helst ikke for mange penge i kontanter, når jeg rejser, men afhængigt af, hvor jeg skal hen, har jeg altid nogle Euro, US Dollars eller lidt af begge dele med mig og på denne tur havde jeg en del USD, men langt fra nok til dække mit behov for kontanter.

At få penge i Argentina er ikke helt som i andre lande, selv om det er blevet bedre. Før jeg rejste, havde jeg læst mange anbefalinger om at medbringe en masse USD og veksle dem på det sorte marked, selvom det ikke rigtigt er lovligt. Heldigvis ændrede Argentina deres valutasystem ved udgangen af ​​2014. Inden ændringen fik man en langt bedre kurs og dermed mange flere pesos, hvis man vekslede fra dollars med deres blå dollarsystem, som det hedder, og det var også bedre end at betale med kreditkort. Det er ikke lovligt, men dog så benyttet, at man annoncerer dagskursen for blå dollars i aviserne.

Mest kendte sted i Buenos Aires for veksling af penge er Calle Florida, men lokalbefolkningen har mange andre adresser.

Selv om Argentina nu har “normaliseret” valutasituationen, eksisterer det blå dollarsystem stadig forskellen i valutakurserne, er bare meget mindre i dag. Jeg antager alle de mennesker, der havde deres indtjening som valutaforhandlere, ville være blevet arbejdsløse, så de fortsætter forretningen som sædvanligt og faktisk af gode grunde. I Argentina i slutningen af 2016 var det ikke vekselkursen, der var det største problem, men i forhold til at hæve kontanter fra en pengeautomat – ATM, kan det være både en nemmere og billigere løsning at veksle til kontanter via det blå dollarsystem. 

Pengeautomaterne  

    • Maximum beløb, der kunne hæves, var 2.000 argentinske pesos.  Med vekselkursen på det tidspunkt var det lidt under DKK 1.000 eller ca. 50% mindre end de  omkring DKK 2.000, jeg normalt oplever som det laveste maksimumbeløb.
    • Omkostningerne til at hæve kontanter var meget dyre.  Jeg betalte 97 pesos (ca 47 DKK) i hævegebyr til den Argentinske bank og derefter også et lignende gebyr til min egen bank og afgiften var den samme uanset, om jeg brugte et debit- eller et kreditkort, så det blev til mange penge.
    • Penge automaterne var meget ofte ude af drift (læs tømt for penge). Især fra søndag eftermiddag til mandag eftermiddag var det et problem.

Veksling af penge  💵

Hvis du har læst nogle af mine andre blog indlæg, vil du vide, at jeg ankom med bus til Buenos Aires uden Argentinske pesos, og jeg ankom en søndag eftermiddag. Ikke en optimal situation måtte jeg konstatere. At være helt uden kontanter er aldrig særlig behageligt, men det kostede mig også en dyr taxa tur, da den chauffør der endelig accepterede at blive betalt i USD, forlangte langt mere end, hvis jeg havde betalt ham i pesos. Der var ingen pengeautomater ved Retiro busterminalen og de automater, jeg prøvede senere tog ikke Mastercard, eller hvis de gjorde, var der ingen penge. Velkommen til Argentina som ejeren af min dejlige AirB&B lejlighed sagde, da jeg fortalte ham om mine oplevelser.

Jeg overlevede resten af ​​søndagen uden penge bl.a takket være lidt proviant i min lejlighed, men mandag morgen startede jeg min jagt efter kontanter.

Først gik jeg til en bank, men de ville ikke veksle til kontanter og faktisk anbefalede de mig at gå til Calle Florida. Banken havde pengeautomater, men de tog ikke Mastercard, så jeg gik til Calle Florida, og så snart jeg kom ind på gaden, kunne jeg høre og se folk, der råbte Cambio, Cambio. For hver 20 meter var der en mand, der råbte eller bad folk om at veksle penge. Jeg valgte en og forhandlede lidt med ham. Jeg kendte ikke dagens blå dollar kurs, men jeg vidste, den officielle kurs var 15,20. Min vært havde anbefalet mig mig at veksle så lidt som muligt, så ville han give mig en adresse senere (ikke pr. telefon), hvor jeg måske kunne få en bedre kurs. Jeg vekslede 100 USD, og for det lille beløb ville det ikke gøre den store forskel, om kursen var 15,15 eller 15,25, så jeg slog til for 15,20. Den egentlige pengebytning må ikke ske på gaden, så jeg måtte gå med til hans kontor i bygningen lige bag ham, og så fandt jeg pludselig mig selv alene i en elevator med en fremmed mand uden at vide, hvor han ville tage mig hen 😨!!

Undskyld dramaet, det er bare for sjov, og fordi jeg efterfølgende læste om, hvor forsigtigt man skal være. Jeg havde ingen problemer med at være i den elevator. Florida er en travl shoppinggade, og der var også mange mennesker i bygningen. I elevatoren blev jeg spurgt, om jeg var fra USA, men da jeg fortalte, jeg var fra Danmark, gav han mig et stort smil og sagde fodbold. Tænkte, det var heldigt, jeg havde valgt en fyr på næsten min egen alder, ellers tror jeg ikke, han ville have kendt meget til dansk fodbold, så tak til holdene fra firserne og halvfemserne for at sætte os på verdenskortet.

Jeg havde læst i nyhederne om morgenen, at Argentina lige havde tabt til Brasilien, det nævnte jeg for ham, og det var helt tydeligt ikke et resultat, der passede ham.

Fra elevatoren gik vi gennem et par døre – sikkerhed – fik jeg at vide. Indenfor mødte vi hans chef. En ret ung fyr, der vekslede mine penge som aftalt og nu endelig i besiddelse af argentinske pesos, blev jeg fulgt ned på gaden igen. Vi tog afsked – ham med et et ønske at jeg ville komme igen senere – og jeg ud for at udforske Buenos Aires, men først måtte jeg have noget morgenmad.

Jeg fik senere en adresse fra min vært, hvor jeg kunne veksle flere penge. Denne gang i en vinbutik. Da jeg kom tæt på butikken, stod ejeren udenfor og spurgte mig straks, om jeg skulle veksle penge. God til at spotte turister eller måske en bedre forretning end at sælge vin. Kursen var dog kun en smule bedre end i Calle Florida.

Det lykkedes mig at få penge fra en pengeautomat før jeg forlod Buenos Aires og mange andre steder bagefter. Det var jeg nødt til. I Argentina skulle Hostels og B & B betales kontant, hvilket betød, at jeg hver gang måtte forhøje deres priser med mine pålagte bank gebyrer.

  • Et eksempel på en betaling på 4.000 ARS for et ophold på Hostel, hvor de krævede betaling i kontanter. Beløbene er baseret på kursen for andre betalinger på samme tid og omregningen til USD baseret på den vekselkurs, jeg havde betalt ved at veksle fra DKK til USD. Kontantbetalingerne med penge vekslet med blå dollars eller hævet i pengeautomat er næsten identiske, så det afhænger meget af dagens kurs, hvilken vil være det bedste. Betalinger med kreditkort er helt sikkert den billigste løsning, og det ændrede sig ikke under min rejse. Alle mine hævninger af kontanter er omregnet til en ca. kurs på 46,15 – 46,60, mens alle andre betalinger er vekslet til en kurs fra 45,10 – 46,00. Så ikke bare har jeg betalt de mange penge i gebyrer, men kontantbeløbet er hver gang vekslet til en mindre fordelagtig kurs.

Kontanter i Chile  💸

I Chile er det meget lettere at veksle penge, og man kan de fleste steder veksle et beløb på 200.000 chilenske pesos, hvilket svarede til omkring DKK 2.000. Her blev der påført et gebyr på 6.000 pesos ved hver hævning ca DKK 65. Det er også mange penge, ikke mindst de heldigvis få steder, hvor det kun var muligt for udlændinge at hæve 150.0000 (f.eks i Puerto Natales). Heldigvis havde jeg brug for langt færre kontanter, da jeg kunne betale for det meste med kreditkort.

Det er nemt at finde en pengeautomat, der tager Master Card og andre udenlandske kort og med undtagelse af San Pedro de Atacama, hørte jeg aldrig om tomme pengeautomater. Jeg havde ingen problemer med at få kontanter i San Pedro, men det anbefales at undgå veksling, da pengeautomaterne kan løbe tør for penge.

 

Betaling med kreditkort i Chile og Argentina 💳

Jeg kunne betale i alle supermarkeder med kreditkort. I Argentina måtte jeg vise mit pas eller en kopi af det, i Chile bad de ikke om det.

Betaling med kreditkort i restauranter i Chile er nemt. Betalingen kan foretages ved bordet, da de bringer den lille maskine til at læse kortet, og når koden er tastet, går betalingen igennem. I Argentina kan betalingen kun ske ved en kasse eller i baren, da det er her, de har den eneste kortlæser. Koden skal indtastes, men inden betalingen er afsluttet, skal kvitteringen også underskrives. Jeg spurgte, hvorfor de havde brug for begge dele, men fik aldrig svar. De så på mig med et udtryk, som om de ville sige: Hvad taler du om.

Jeg kunne betale for stort set alle mine udflugter med mit kreditkort i både Argentina og Chile. I Argentina kørte chaufføren enten ved turens begyndelse eller afslutning forbi deres kontor, hvor jeg så kunne betale. I Chile var det også muligt at betale for alle mine overnatninger med mit kreditkort.

 

Bolivia og Brasilien 💸💰

Med mine langt kortere ophold i disse lande fik jeg ikke så meget erfaring, men det var ikke noget problem at få penge fra pengeautomaterne eller foretage betaling med et kreditkort. Det blev accepteret overalt. Begge lande tilføjer en bankgebyr af næsten samme størrelse som i Chile og Argentina.

 

Konklusion

Alt er muligt, også at få kontanter i Argentina, men det er langt fra lige så nemt som i de fleste andre lande. Man skal tænke over det, og være lidt mere forberedt for at undgå at løbe tør for penge. Da jeg rejste mange gange mellem Chile og Argentina, lærte jeg at have penge tilbage, når jeg forlod landet – både i Chile og Argentina. Da der ikke er pengeautomater eller banker ved busterminalerne, er det rart at vide, at man har kontanter, til at betale for en taxa ved ankomsten. Når det er sagt, den sidste gang man forlader et land, er det en god ide ikke at have for mange penge tilbage i kontanter. Valutakurserne landene imellem er meget meget lav.

Jeg lærte også, at det er en god idé at bruge lidt tid på at forberede mig på den ny valuta, hver gang jeg ankom til et nyt land. En af de gange jeg ankom til Chile, betalte jeg taxachaufføren for meget, hvilket jeg først opdagede for sent. Det var faktisk taxi chaufførens attitude, der fik mig til at tænke over det. Hun havde pludselig meget travlt med at få mig ud af bilen. Jeg gætter på, hun ville væk, før jeg opdagede det. Forvent aldrig, at chilenske taxachauffører fortæller dig, hvis du har betalt dem for meget.

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have medbragt langt flere USD, selv om jeg også skal betale for at få dem vekslet fra DKK. I de mindre byer, jeg besøgte, hørte jeg ikke dealerne i gaderne, men det var altid muligt at få en adresse, hvor der kunne veksles penge. Jeg ville helt sikker også forsøge at undgå at betale for overnatninger med kontanter. Det er alt for dyrt.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *