Transport & Ophold 1 – Sydamerika

This post is part of a series called Rejse info Sydamerika
Show More Posts

Rejseerfaringer fra Sydamerika

 Planlægger du en rejse til Sydamerika kan du måske få glæde af mine erfaringer vedr. transport og ophold fra en tur i  2016/2017. 

Jeg planlagde selv turen ved at læse om andres erfaringer og bestilte meget via internettet. 

Den første del af turen var booket og reserveret inden turen startede, mens den sidste halvdel blev planlagt og organiseret løbende. Jeg rejste primært i Argentina og Chile, hvor jeg krydsede grænsen fra syd til nord fem gange, men jeg var også i Brasilien, Bolivia og en kort dagtur til Uruguay. Jeg havde en fantastisk tur og fik ingen overraskelser, da alle mine reservationer fungerede som de skulle.

Jeg opholdt mig som nævnt primært i Argentina og Chile og har beskrevet disse i separate indlæg. Mine ophold i Bolivia og Brasilien var af kortere varighed og kan læses herunder.

Tips:

  • I Brasilien og Bolivia – Rejs med fly
  • I Argentina og Chile  – Rejs med bus med undtagelse af det sydlige Patagonien.
  • Betaling af taxa – kun kontant i lokal valuta. 
  • Taxa I Chile – vær godt forberedt, opmærksom på prisen og undgå at betale med for store sedler.
  • Skal du passere grænsen og videre med en anden bus, beregn god tid. kontrollen kan tage fra 2-5 timer
  • Forvent ikke at kunne veksle penge på busterminalerne.
  • Print altid online bestilte billetter og check om det er billetten eller en reservation, der skal konverteres til en billet inden afgang. 
  • Noter busselskabets navn så du ved hvilket selskab du skal med. Hvis platform nr. på busterminalen ikke fremgår tydeligt, find selskabets kontor, og spørg i hvilket område bussen holder.
  • Pas godt på bagage kvitteringen under rejsen, den SKAL fremvises ved ankomst.
  • Medbring evt. selv mad og drikke til de lange ture. men det er ikke tilladt at medbringe madvarer over grænsen til Chile

 

 

🇧🇷 Brasilien & Bolivia 🇧🇴 

Info vedr. Rejse og ophold

 

 

Ophold 🏨 

Udover 2 overnatninger som var en del af en 3 dages tur gennem Uyuni Salt ørken, så boede jeg på hotel i Bolivia og det samme i Brasilien. I Rio på et hotel på Copacabana og ved iguazu på et Resort tæt på indgangen til vandfaldet på den Brasilianske side og tæt på lufthavnen. 

De to lande var start og slut på min rejse og i Rio overvejede jeg ikke andet, da jeg ville bo på Copacabana. I Iguazu undersøgte jeg mange muligheder på den Argentinske side, men da jeg kunne booke et ophold på Hotel & Resort San Martin incl. mad og et par udflugter, så blev det den mest optimale løsning. I Bolivia var hotelpriserne lave, og det var dejligt bekvemt at bo centralt.

Transport

Fly – Bus – Tog – Metro – Taxa

Fly

Indenrigsfly i Brasilien: LatAm (TAM) og i Bolivia: Bolivia Air, er de primære, men der er mange andre muligheder.

Billetter kan findes via forskellige udbydere eller søgekanaler som:  Momondo, Kayak. TravelMarket, Skyscanner    

I både Brasilien og Bolivia er indenrigs flybilleter rimelig billige. Jeg overvejede aldrig at tage en bus fra Rio til iguazu og flyveturen gik helt efter planen. I Bolivia var jeg med fly fra Sucre til Santa Cruz og fra Santa Cruz til Madrid

Da flybilletter i Bolivia er billige og busserne ikke specielt komfortable, var det aldrig i mine overvejelser at tage en bus til Santa Cruz, da jeg fandt ud af, det var her, jeg kunne få den billigste billet tilbage til Europa.

Begge Lufthavne så meget nye ud og alt gik planmæssigt. Min flyvetid fra Sucre var opgivet til at være 30 min, men det tog 1 1/2 t. Vi var forbi Cochabamba med et kort stop. Der var dog ikke nogen der stod af eller på, så hvad vi lavede der ved jeg ikke, men det var en flot flyvetur over det meget kuperede og grønne område.

Det eneste specielle ved af forlade Bolivia var, at alt blev gennemsøgt. Alle tasker blev manuelt gennemsøgt specielt for narkotika. Jeg have min jakke i en lukket komprimeret pose, den undlod de dog at åbne, men der blev mærket godt efter. Da jeg fik min kuffert i Madrid, havde den også været åbnet og gennemsøgt. De er virkelig grundige. Flyet var egentlig solgt som et spansk fly fra Iberia, men det var med Bolivia Air, som fungerede fint, dog var der ingen form for entertainment på flyet, som var helt fyldt op.

Bus i Bolivia 🚌:      

Jeg oplevede kun én bustur i Bolivia – Fra Uyuni til Sucre med selskabet 6 de Octubre. Jeg bestilte billetten online via ticketsbolivia med afgang kl 22.00 og ankomst kl 05.00. Bestillingen fungerede fint, bortset fra jeg ikke kunne reservere plads. Da jeg henvendte mig hos busselskabet ved ankomst i Uyuni, var jeg ikke med på listen over passagerer, men damen fandt min bestilling på computeren og så kunne jeg vælge en plads. Jeg havde betalt mere online end den kontante pris, men det gav ikke nogen fordel, så man skal nok checke ind eller købe billet så tidligt som muligt ved ankomst til Uyuni. Selvom der var 2 busser var de begge fyldt helt op ved afgang. 

Bussen var ikke særlig komfortable som sovebus. Sædet kunne lægges lidt ned, men det var ikke nemt at slappe af og få noget søvn. Der var også meget snak og uro hele natten. 

Jeg havde ikke noget alternativ til bussen fra Uyuni, men det var ikke en oplevelse der fik mange stjerner.

Bagage check ind fungerede på samme måde som i Argentina og Chile med en nummerseddel til kvittering og tidsplanen blev overholdt. Vi ankom til tiden i Sucre.

Taxa i Bolivia  🚕

Jeg kørte meget lidt taxa i Bolivia primært til og fra lufthavnene og det var problemfrit. Begge steder til fast pris. Lufthavnen i Sucre ligger ca. 45 min syd for Sucre og Viru Viru Lufthavnen i Santa Cruz ligger ca. 30 min. fra byen 

På min første tur fra busterminalen i Sucre til mit hotel i centrum, var vi to og her oplevede vi, at vores chauffør samlede en kunde op på vejen og satte ham af først. Om det var en omvej anede vi ikke, men vi havde en fastpris og den ændrede sig ikke.

Taxa i Brasilien  🚕

I Brasilien kørte jeg en del med taxa, specielt i Rio de Janairo og det var nemt og problemfrit. På min førte dag fik jeg oplevelse lidt udover det sædvanlige, da min taxa chauffør råbte og dirigerede med med de øvrige trafikanter, hvis kørsel han bestemt ikke var tilfreds med. Jeg var ikke nervøs for taxaturen, men jeg opdagede, at man ikke bare skal kaste sig ud i trafikken i egen bil. Det er ikke kun almindelige færdselsregler, der gælder her. Ved Iguaza gik min eneste taxa tur over grænsen, da min bus afgik fra den Argentinske side. Her gjorde min chauffør langt mere end jeg kunne have forventet, da vi kom til at sidde i en lang kø ved paskontrollen. Uden hans initiativ og kørsel, havde jeg ikke nået min bus. En nervepirrende oplevelse mens det stod på, men en dejlig positiv oplevelse at tænke tilbage på.

 

 

 

 

This entry was posted in Rejse Guides, Rejseinfo

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *