Afslutning på denne rejse

I dag er min sidste dag i Santa Cruz i Bolivia og årsagen til mit ophold her er, at det er herfra, jeg har et fly hjem✈

Dermed er det også min sidste dag på min rejse til Sydamerika. Efter næsten fem måneder – 20 uger / 141 dage – er det tid til at komme hjem. Heldigvis lyder det, som om der nu er forår i luften, så jeg kan se frem til endnu en periode med forår og sommer. Lange lyse dage og masser af tid til at indhente det forsømte og til rigtig mange cykelture. 😀🌞🚲

Det har været en fantastisk rejse. Jeg har set så meget utroligt flot natur, dyreliv og haft mange forskelligartede oplevelser. Jeg tror, jeg nævnte i et af ​​mine første blogindlæg, at jeg nok ville løbe ud for ord til at beskrive det, og det er sket. Det jeg har set den sidste måned oven i alt det, jeg oplevede ​​de foregående måneder, kan jeg ikke rigtig beskrive eller vise retfærdigt på billeder. Det bør opleves med egne øjne.

Jeg har mødt så mange dejlige mennesker, nogle bare et par minutter, og andre i længere perioder. Det er så let at komme i kontakt med andre rejsende, og vi har altid en historie at fortælle hinanden. Der er selvfølgelig en masse unge mennesker. Jeg vil tro, ​​at gennemsnitsalderen ligger et sted sidst i tyverne, men når vi mødes i en bus, på en cafe eller et andet sted betyder alderen ikke noget. Jeg hyggede mig på en bustur med 13 år gamle Lukas fra Tyskland. Han var 2/3 igennem en etårig tur med sin familie. Han var begejstret for turen, men manglede at møde drenge på sin egen alder. De fleste af de andre tyskere de mødte var i hans øjne  “gamle mennesker” – jeg er sikker på en masse af disse “gamle mennesker”, var meget yngre end mig, de havde bare ingen børn med på turen. Han var utrolig charmerende og synes også, at det havde været hyggeligt at tale med mig. Jeg har også udvekslet e-mails og håber, at jeg vil høre fra eller endda se nogle af jer igen senere. Det vil være helt fantastisk, hvis det sker.

Har alting så været perfekt. Desværre er svaret nej, men det eneste, der er blevet ramt, er min stolthed og min bankkonto.

“Chilenere er tyve”

Citatet ovenfor er fra en ung pige i Valparaiso. Hun fangede mig på vej ned fra en af ​de mange bakker i byen. Jeg tog billeder af grafiti / kunst på murene, og gik derfor med mit kamera synligt. Da hun stoppede mig, var jeg godt klar over, hun synes jeg skulle gemme kameraet væk. Hun måtte slå ordet tyv op på sin mobil, men hendes engelsk var ellers ok. Hun fortalte mig, at hun var meget flov over, at så mange mennesker blev røvet i hendes land og ønskede at undgå det, men beboerne på toppen af ​bakkerne var meget fattige og stjal, så snart det var muligt. Desværre måtte jeg sige, at jeg var enig med hende. En uge tidligere i Santiago blev jeg lokket 😂. Jeg faldt for det, og jeg fik stjålet min rygsæk og taske med mit kamera.

Jeg forstår stadig ikke mine alarmklokker ikke ringede, men det gjorde de ikke, og på få sekunders uopmærksomhed var taskerne væk. Nogen kastede noget på mig. Jeg har læst om dette trick, det skete bare ikke på samme måde, og jeg kunne ikke se nogen, så jeg troede, det var en fugl, der havde skidt på mig. Ikke særlig rart, så naturligvis begyndte jeg at tørre det af. En meget nydelig dame henvendte sig til mig og tilbød servietter og vand. Det var her alarmen, skulle have lydt, men jeg har mødt så mange søde og hjælpsomme mennesker, og der var på det tidspunkt ingen forskel på hende og den unge pige i Valparaiso, som fulgte mig helt ned af bakken og ovenikøbet gav mig sin mailadresse og telefonnummer, da hun som jeg skulle til Santiago i weekenden. Den nydelige dame i Santiago snød mig til gengæld.

Mit råd er derfor: Stop aldrig og modtag aldrig hjælp uanset hvad, der bliver smidt på dig.

Ja, det var forfærdeligt og tog lidt tid at komme over. Jeg indså, at jeg ikke kunne fortsætte uden et kamera, så jeg købte et nyt i Santiago samt nye tasker. Resten måtte jeg leve uden, herunder min telefon.

At være et “mål”  var svært at håndtere, men på mindre end uge var jeg nødt til at acceptere, at det er en del af det at rejse alene. I Valparaiso havde jeg en lignende oplevelse. Det var faktisk en totalt identisk situation, bortset fra jeg denne gang ikke faldt for det. Jeg oplevede til gengæld, hvordan et team af tre personer arbejder sammen. En ældre mand, der formentlig er ham, der kaster noget på dig og er den første til at forsøge at stoppe dig. Person nr 2 er den venlige og nydelige mand / kvinde med servietter og vand. Den tredje er tyven. I Valparaiso så jeg dem alle tre og også deres skuffelse, da jeg ikke stoppede. Denne gang var det tomat, de havde smidt på ryggen af mig. Jeg var på vej til en af byen kabelbaner og søde mennesker i køen hjalp med med at fjerne det meste af tomatsovsen.

Tyve findes overalt også i Argentina, og de er meget professionelle. I Mendoza boede jeg på et hotel i byens centrum. En god pris og det, at der var adgang til en terrasse ved en lille pool lød attraktivt. Jeg vidste, jeg skulle bruge tid til at få planlagt resten af ​min tur, så det var dejligt med en mulighed for at sidde ude at arbejde. Der var næsten altid tomt på terrassen, så jeg havde ikke nogen bekymringer med at sidde der med min computer, men min manglende agtpågivenhed betød, at jeg fik min taske med mit nye kamera stjålet af to piger. Jeg er helt sikker på, at nogen – enten andre gæster eller personale – havde kontaktet dem. De kom, fordi jeg var der, og jeg tror, at målet var min computer. Det lykkedes dem ikke at distrahere mig, så de kunne få den med, men jeg glemte i situationen min kamera taske. Hverken hotellets personale eller politiet modsagde mig i mine formodninger. Politibetjenten mente endda, at de formentlig ville være, skuffede over ikke at få fat i min computer. Ham fik jeg en længere snak med, da vi mødtes umiddelbart, før jeg skulle med en bus til Salta, og han tilbød at køre mig til busterminalen. Så her ankom jeg helt til døren i en politibil👨‍✈️.

Jeg har, efterfølgende mødt rigtig mange andre rejsende, der har haft dårlige oplevelser i Mendoza. Ærgerligt jeg ikke hørte om dem og om lignende episoder i Santiago. Det er så lidt, der skal til for at være agtpågivende, men også let at sænke paraderne, hvis man tror man er ok.

Jeg synes, jeg har været meget påpasselig, men det er hårdt arbejde at være opmærksom hele tiden, og politibetjenten trøstede mig med, at selv politifolk blev snydt, fordi tyvene er så professionelle.

Det var virkelig hårdt og trist at blive røvet igen og at miste endnu et kamera. Elektronik er meget dyrt i Argentina, men at tage til det nordlige Argentina og Chile samt Bolivia, uden kamera var ikke en mulighed, så nu har jeg et meget lille kamera. Det har zoom, men den virker meget dårligt, og det er svært at fokusere, men på den lyse side. Det er meget lettere at have i en lomme 📸.

.Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at det kun er penge, og jeg er uskadt. Ja, jeg får refusion fra min forsikring, men langt fra det fulde beløb. Desværre kan såret stolthed ikke forsikres. Så ville jeg blive rig 😅.

Jeg er meget bagud med mine blogindlæg. Ovenstående episoder samt de evige internet problemer satte mig lidt i stå. Den sidste måned har jeg desuden haft meget travlt med at se så meget som muligt af den helt utrolige natur.

De sidste dage i Santa Cruz har jeg haft godt internet, så jeg har oploadet en en del af mine billeder. Her kan du på trods af den dårlige billed kvalitet se, hvad jeg har oplevet, og hvorfor det ville være forfærdeligt at være helt uden et kamera. De resterende blogs og en revidering af billederne vil ske senere.

I Chile mappen er der billeder fra Santiago, Valparaíso og Atacama ørkenen. I Bolivia mappen er der billeder fra en fantastisk 3 dages tur forbi Laguner, Gejsere, fantastiske Klippeformationer og ikke mindst den helt utrolige Uyuni salt ørken. I Argentina er der billeder fra de fantastiske landskaber omkring Salta. Farverige bjerge, kløfter og små byer, hvor vi bl.a oplevede karneval.

På disse udflugter har jeg bevæget mig op og ned flere gange fra 1200 m i Salta til næsten 5.000 m på det Bolivianske højdedrag. Jeg har set masser af bjerge over 6000 m, mange vulkaner og nogle af de dyr, der kan leve så højt oppe. Jeg klarede heldigvis fint at komme op i højden, men det er vigtigt st drikke vand konstant, tage det roligt og gå langsomt når man er tæt på 4000 m. Måske glemte jeg at drikke vand nok da jeg kom til Sucre, som ligger i 2800 m højde eller måske kom reaktionen på de mange højde meter, jeg har nemlig været sjøj den sidste uge og nåede ikke helt det jeg havde planlagt, men bortset fra et par forkølelser i starten af min tur, er det, det eneste jeg har haft af helbreds problemer på hele turen. I starten var jeg nervøs for at vride om på fødderne på grund af de mange hullede og ujævne veje og fortove, men på et tidspunkt glemte jeg helt at tænke over det, og selv om man skal se sig for, blev det en vane.

Glæder jeg mig til at komme hjem? Ja selvfølgelig. Jeg har altid haft det sådan, at når jeg skal hjem, er det det rigtige tidspunkt, uanset hvor længe jeg har været væk. Sådan er det også nu, og som sagde før, jeg rejste. Jeg kommer hjem, når vinteren er forbi. Det håber jeg, kommer til at holde stik.

Jeg ser meget frem til at se alle igen at komme væk fra min kuffert og til at trække i noget andet tøj, men bortset fra episoderne ovenfor, så har jeg nydt turen hele vejen. Ingen dårlige dage og ingen hjemve. Det har bare været en helt fantastisk spændende og skøn oplevelse.

PS. Jeg kom hjem uden problemer. Det var godt nok koldt, vådt og mørkt, men nu skinner solen og de lover forår🌞

Tak, fordi du læser med. Jeg håber at se eller høre fra dig snart

Link til billeder fra Sydamerika