Sø-området Argentina

Cruise Andino – Grænseovergang

Da vi ankom fra Peulla i Chile til Puerto Frias i Argentina, blev vi mødt af en ny guide. Hun sørgede for, at vi kom hurtigt igennem til den Argentinske grænsekontrol, og da de ikke ønskede at kontrollere bagage den dag, tog det ikke lang tid. Vi var nu en del af en gruppe af turister på en én dags tur fra Bariloche, og overtog pladserne fra de gæster, der skulle fortsætte til Chile. Efter paskontrollen gik vi om bord på en lille færge, der fragtede os over søen Frias. Turen var ikke særlig lang, og den efterfølgende bustur til Puerto Blest var også en kort tur. Puerto Blest lægger ved ​​den store sø Nahuel Huapi, og her havde vi tid til at få noget frokost og til en tur op til et vandfald, før vi med en flot sejltur ankom til Puerto Pañuelo og en sidste bustur ind til Bariloche. Så efter 2 dage 4 ture med bus 3 ture med båd og en grænseovergange, ankom jeg til, hvad der ville være min destination for de næste 3 uger – Bariloche.

Bariloche

Ankomsten til Bariloche over bjergene med en blanding af både og busser var en fantastisk måde at se naturen omkring Andesbjergene og søen Nahuel Huapi. Færgerne sejler kun til Puerto Pañuelo, så de sidste 25 km til centrum af Bariloche er med bus, men faktisk er det Bariloche hele vejen. Der er masser af huse, hoteller osv langs søen og ind imellem er der nogle meget smukke kig over søen og op til bjergene.

Vi havde fulgt en gammel Mapuche vej over bjergene, og det er ikke kun navnene i området, der minder om, at vi er i Mapuche land. Det kan også ses på befolkningen. Ikke så meget som i Chile, men det er indlysende, at en stor del af dem der bor i dette område, bærer mere eller mindre Mapuche gener. Der er stadig nogle Mapuche folk tilbage i det Argentinske søområde, men de kan være svære at få øje på, da de er meget få, og de lever fuldstændigt som alle andre.

På vej fra Puerto Pañuelo til Bariloche passerer man ikke skiområdet på Mount Cathedral, men der et par andre toppe, hvor det er muligt at komme op med enten en stolelift eller en kabelvogn – Cerro Otto og Cerro Campanero – og fra begge er der en smuk udsigt over området med søerne Nahuel Huapi og Moreno, øer og halvøer samt National Parken i det omkringliggende område.

Jeg faldt aldrig helt for det, der kaldes downtown Bariloche, men det er meget svært ikke at blive imponeret af byens omgivelser.

Byens fulde navn er San Carlos de Bariloche, men omtales mest bare som Bariloche. Det stammer fra ordet Variloche, som på Mapuche sprog betyder folkene bag bjerget. Byens centrale plads kaldes Civic Center og består af bygninger bygget med inspiration fra Bern i Schweiz, og byen har flere kaldenavne med reference til Schweitz og alperne. Der er også mange andre bygninger i byen, der minder om en by i Alperne, herunder den største shoppinggade Mitre. På den ene side er der butikker med tøj og udstyr til skiløb og andre sportsgrene, ligesom man ser i Alperne. På den anden side er der dog noget specielt for Bariloche – chokolade og is butikker – den ene ved siden af den anden i stort set hele gadens længde. Ind imellem kan man finde et par butikker, der sælger udflugter, men de fleste af dem ligger i sidegaderne, og der er mange af dem.

Så ja, Bariloche er en turistby hele året rundt. Højsæson er vinter månederne juli og august, hvor primært Argentinere og Brasilianere kommer for at stå på ski, men sommeren er også en travl tid. Af en meget god grund. Det er så meget at se på i den omkringliggende National Park med bjerge og søer.

Byen er bygget op af bjerget, så ligesom i Ushuaia skal man “klatre” for at komme op på gaden på det næste niveau.

Der er ikke meget aktivitet på søen, der var nogle sejlbåde, men intet i downtown Bariloche. Det blæser meget i byen, så jeg formoder aktivitet på søen kun, vil være muligt nogle få dage om året. I min første uge havde jeg 3 meget varme dage med temperatur + 30 og meget lidt vind, hvor det var dejligt at være ved søen, men resten af ​​tiden, blæste det meget, og så er det en kold by. Jeg tror, det er en væsentlig årsag til, at jeg aldrig rigtig faldt for den. Det var meget svært at finde steder at være udenfor uden at være i vinden. Selv om det var sommer, var folk iført jakker, som om det var vinter.

Noget særligt for byen er, at de fleste om ikke alle argentinske skolebørn i et af ​​deres sidste år besøger Bariloche. Det fleste kommer i skisæsonen, men der var masser i december og januar – både før, under og efter jul. De unge var let at få øje på, da de næsten altid var i grupper. Hver gruppe var iført identiske jakker og vandrede for det meste rundt med en plasticpose. Jeg ved ikke, hvad der var i posen, men stort set alle gik rundt med en. Omkring kl.18:00 gik grupperne i samlet trop gennem byen i samme retning. Der var et program for dem, med fælles aktiviteter og spisning. Nogle dage så man dem vandre rundt med store poser med chokolade. Formentlig gaver til familien.

Chokolade er virkelig en stor ting i Bariloche, og der er rigtig mange forskellige mærker, ikke alle lige gode. Man kunne som regel få en gratis smagsprøve. Jeg smagte en slags, der var virkelig dårlig. Efter lidt research fandt jeg ud af hvilke mærker, der fik den bedst anbefaling – Mamuschka og Rapa Nui – og begge smagte dejligt.

Disse to mærker havde også is, men jeg smagte kun Rapa Nui, og det var lækkert. Jeg spiser både chokolade og is, men ikke uden dårlig samvittighed, og ved at se alle disse butikker blev jeg næsten kureret for at spise noget, men jeg synes på den anden side ikke, jeg kunne forlade Bariloche uden at have smagt bare et par typer.

Bariloches omegn

Som nævnt er det omkringliggende område smukt uanset, hvilken vej man kører. Jeg var på en tur lidt mod syd til Mt. Tronador. Jeg havde allerede set bjerget fra Chile, men det er langt mere dramatisk på den Argentinske side med vandfald og gletsjere. Om nogle år måske kun nogle få kan gletscheren være væk. Den bliver mindre og mindre hvert år, og med den mængde is der var forsvundet de sidste fire år ifølge vores tur guide, går det rigtig hurtigt. Navnet Tronador (torden) skyldes, at man nogle få sekunder efter is brækker af gletsjeren, kan høre det. Turen til bjerget var forbi søer floder og er et rigtig smukt landskab. Vi passerede også Mount Cathedral med skiløjperne.

På den nordlige side af søen var en tur gennem den store Nahuel Huapi nationalpark en rigtig dejlig tur. Masser af skov med mange forskellige typer af træer og andre planter. Der var mange ligheder med naturen, jeg havde set tidligere i det sydlige Patagonien, men her var det meget mere frodigt og farverigt, da de får meget mere regn, og jorden er mere frugtbar. Vi så ikke mange dyr, eftersom der er bor alt for mange mennesker her, men de er der. De gemmer sig bare. For eksempel guanacos, pumaer, og ræve. I nationalparken lægger én lille landsby – Villa Traful – lige ved siden af ​​søen Traful, men derudover bor der ikke ingen i parken. Det er muligt at campere i byen, og hvis man har et ønske om at bo i midten af ​​ingenting, er dette et idyllisk sted at gøre det. Vejen til byen er ikke asfalteret, men man kan sagtens komme dertil i en normal bil. På vores vej fra Bariloche langs rute 237 passerede vi et fantastisk landskab med nogle meget specielle klippeformationer.

Mellem søen Nahuel Huapi og national parken løber den berømmelige vej rute nr 40, og det er også vejen til Osorno og Puerto Montt i Chile. Ned til søen og ikke langt fra grænsen til Chile ligger den idylliske lille by Villa La Augostura.

For at komme rundt i Bariloche er der masser af lokale busser. Langs Nahuel Huapi søen fra Bariloche til Puerto Pañuelo kommer man forbi toppene Cerro Otto og Cerro Campanero og til et område bag bjergene kaldet Colonia Suiza. Her er der to gange om ugen – onsdag og enten lørdag eller søndag – markedsdag. Stedet blev skabt for omkring 100 år siden af ​​to schweiziske familier, og det var også her de startede produktionen af chokolade. De lokale busser langs søen kører hver 20 min, men de var ofte fyldt op, før de forlod byen med folk, som skulle på trekking i området. Bussen til Colonia Suiza kørte kun en gang i timen, og den tog mig rundt til de populære trekking områder og passerede halvøen Llao Llao og søen Moreno med nogle helt fantastisk udsigtspunkter.

En af de mest berømte ture er at følge rute 40 fra Bariloche, til Villa La Angostura og derefter mod nord til San Martin de Los Andes. Ruten går forbi 7 søer, og selvom jeg tog turen med en normal bus uden panorama stop, var det en fantastisk smuk tur. Langs vejen er der masser af campingpladser, og det er en populær vej for cyklister. Lidt farlig, eftersom vejen er meget smal, men den er asfalteret. Det er en ny ting, da det kun er omkring 4-5 år siden, at det skete. På det tidspunkt blev rute 40 flyttet til også at inkludere San Martin og Villa La Augostura

Route 40 er så berømt, at mange turister bare følger vejen, og den går igennem alle de smukke steder hele vejen langs Andesbjergene fra Bolivias grænse til Rio Gallegio i det sydlige Argentina. Efter et vulkanudbrud i Chile i 2011 blev hele sø-området dækket med vulkansk aske, og Bariloche lufthavn var lukket i 9 måneder, eller mere præcist ingen ønskede at flyve til lufthavnen i den periode. Det betød, at de to byer der var afhængig af turister led meget i den periode. For at hjælpe dem med at få flere turister blev rute 40 byttet med en anden vej, så nu får de også besøg af alle rutens turister. Godt valg, da begge byer er et besøg værd og begge meget skønnere end Bariloche.

I mit indlæg om El Calafate nævner jeg Perito Moreno, og jeg bliver nødt til at nævne ham igen her. Argentina gav ham et stort stykke jord ved Bariloche for hans hjælp med at løse grænse problemerne med Chile, men Moreno gav landet tilbage og bad om, at det blev omdannet til en nationalpark. Argentina havde ikke nogen nationalparker på det tidspunkt, og det tog nogle år før ønsket blev efterkommet. Desværre skete det først efter hans død, men i 1932 blev området til Nahuel Huapi Nationalpark. Det var den første, men kort efter blev den anden park Tierra del Fuego eller Ildlandet oprettet, og derefter Los Glacier National Park omkring El Calafate og El Chalten eller på tidspunktet omkring Mt Fitz Roy. I dag har Argentina 11 nationalparker. I Bariloche har de opkaldt en sø efter Moreno, og der er også et museum.

Villa La Angostura

En charmerende lille by, hvor den gamle bydel ligger ned til søen, og en ny bydel ligger omkring de vigtige veje til Chile og San Martin og lige uden for nationalparken. Ruten til Chile er meget benyttet af Argentinere, der skal til Chile for at shoppe. Dels er det billigere, og udvalget er langt større. Fra Bariloche er det muligt på én dag at nå på en shoppingtur til Puerto Montt. En lang tur, men det er, hvad de gør. Grænseovergangen er også vigtig for Chile, da det er deres eneste mulighed for at transportere gods med biler til Puerto Natales og Punto Arena i det sydlige Patagonien.

Hovedgaden i den nye bydel er meget hyggelig med mange butikker og restauranter.

Fra den gamle bydel er der både en blæsende og en vindstille side med strande, og man kan komme ud på halvøen El Bosque de Arrayanes. Det er her, at man finder den særlige orange træ arrayanes, som ikke har nogen bark og altid er koldt. Halvøen kan også besøges med en færgetur fra Puerto Pañuelo på den anden side af søen på en kombineret tur med et besøg på øen Victoria.

San Martin de Los Andes.

Byen ligger ca. 180 km nord for Bariloche, og jeg fik at vide mange mange gange, at jeg skulle tage til San Martin, så det gjorde jeg. Sammenlignet med Bariloche er byen langt hyggeligere. Dels er der en rigtig strand og en kort promenade ved søen Lacar og dels er selve byen langt hyggeligere. Det er også muligt at tage ture på søen næsten helt til den chilenske grænse og med skøn natur hele vejen

I modsætning til Bariloche var der en masse cafeer, hvor det var muligt at sidde udenfor, og eftersom det nu endelig var blevet sommer, foretog jeg mig ikke så meget andet end at nyde det gode vejr.

Omkring byen er der mange muligheder for vandreture. Lige bag byen kan man vandre op og få en super udsigt over hele byen, og hvis man går langt nok når man frem til et dejligt tehus. En lille restaurant der åbner hver dag på 16:00 og serverer 4 a’clock te med scones og hjemmebagte kager. For ca hundrede år siden besøgte en engelsk skuespillerinde sin bror, der arbejdede i området. En dag hun var ude at vandre, nåede hun stedet, hvor hun nød den smukke udsigt over søen. Hun fik overbevist byrådet om, at hun skal have lov til at åbne et tehus og efter lidt tid, gav de hende tilladelsen, og stedet blev drevet af hendes familie i mange år. Det er ikke længere tilfældet, men det bliver stadig drevet på den måde, som hun ønskede. Et utrolig smukt sted og udsigten var fantastisk. Vejret var lidt mindre solrigt, da jeg besøgte, men det betød, at de ikke behøvede at rulle ned for solen så jeg kunne nyde den fantastiske udsigt, hvor lys og skyer skiftede konstant. Dejligt sted – incl. te scones og kage.

San Martin er omgivet af Lanin National park. Jeg kørte igennem en stor del af parken, da jeg ankom til San Martin, og vi kørte også gennem parken mod nord for at komme tilbage til Chile.

Grænsen var tæt på Lanin vulkanen, som er inaktiv, og vi må have kørt opad for at nå grænsen ved Paso Mamuil Malal, men jeg bemærkede det ikke rigtigt. Det blev en lidt anderledes oplevelse at komme ind i Chile.

For at læse om det og Pucon se indlæg om det chilenske søområde

Konklusion

Jeg tilbragte lang tid i det argentinske sø-området. 3 uger i Bariloche og 5 dage i San Martin. Der var virkelig ikke meget at tage sig til i Bariloche, men min plan med at opholde mig der i tre uger var ikke at skulle foretage mig noget. Jeg savnede dog at kunne være noget mere ude og havde også håbet, at jeg kunne cykle langs med søen. Det kunne jeg, men uden min el-cykel, tror jeg, ​​det ville have været en hård tur. Hovedårsagen til, at jeg droppede det, var dog, at vejen var for farlig. Den er meget smal, masser af trafik, og når der var plads ved siden af ​​vejen, var det ikke cykel venligt overhovedet. I stedet brugte jeg en blanding af offentlig transport og ture til at komme rundt. Den offentlige transport var tidskrævende, men ellers fin og jeg havde masser af tid, så hvad jeg savnede var at kunne stoppe for at tage billeder af den fantastiske natur og den skønne udsigt. Jeg var på en panorama tur langs søen kaldet “small circuit panoramic tour”, men desværre begyndte det at regne netop, som vi nåede den fantastiske udsigt. Det blev til sidst ret morsomt at høre tur-guiden blive ved med at omtale de forskellige panoramic views, som vi ikke kunne se. Det var vanskeligt på grund af regnen, men fra bussen blev det endnu vanskeligere, da ventilationen i bilen ikke virkede, så alle vinduer var duggede, herunder forruden. Guiden og chaufføren måtte konstant tørre vinduet af for at kunne se noget. Lidt skræmmende at se chaufføren stå op samtidig med han skulle køre bussen på de smalle veje.

Jeg havde en dejlig tid i området og var på nogle skønne ture, hvor jeg også mødte nogle meget skønne mennesker. Jeg så og prøvede ikke alt, for eksempel ikke de mange adventure-aktiviteter samt ture til det lokale bryggeri.

Mine billeder retfærdiggør desværre ikke de mange smukke steder, så I må stole på mig. Området er virkelig smukt. Det har rigtig meget at byde på, og er helt sikkert et værd at besøge.

Du kan se flere billeder her