Der er meget godt at sige om Salta udover den helt fantastiske natur. Rent praktisk var det selv inden de meget tidlige morgen afgange på mine ture muligt at få morgenmad. Hvis jeg skulle give karakterer til de mange busstationer, som jeg havde frekventeret på min tur, ville Salta få topkarakter. Et rigtig nydeligt og overskueligt lokale med stole og borde samt mulighed for at købe kaffe og Medialunas (Argentinsk ord for en croissant). Når det kommer til infrastruktur, offentlig transport, og hvad det medfører, så kan resten af Argentina lære meget af deres nordlige region. Som altid kørte bussen til tiden og for 4. gang på få dage kunne jeg så studere vejen fra Salta til Pumamarca. Der var nu ikke meget at studere denne gang, da vejret blev dårligt, og da vi efter Pumamarca kørte op i 3.700 m højde gennem de hårnålesving, som jeg havde set dagen før, var vi helt indhyllet i skyer. Jeg sad forrest på bussens øverste etage og jeg kunne intet se. Jeg kan ikke forstille mig det nedenunder, var meget bedre for chaufføren, men vi kom op og heldigvis over skyerne, så vi igen kunne se noget. Det var en fascinerende tur, med meget skiftende natur hele vejen til Chile. Vi passerede saltet ved Salinas Grande igen, kørte forbi et område, hvor der faktisk bor mennesker, men det meste af tiden, var det bare smuk og øde natur i over 3000 m højde. Grænsekontrollen blev passeret med det sædvanlige stop på et par timer. Først ind i en kø for at blive stemplet ud af Argentina, hvilket for mig var sidste gang på denne tur. Om bagerst i den næste kø lige ved siden af, for at stemple ind i Chile. Derefter tilbage for at hente kufferten, der i mellemtiden var blevet hevet ud af bussen, og få den grundigt checket. Herefter kunne vi så fortsætte turen mellem de mange vulkaner og mere smuk natur.
Vi ankom til San Pedro sidst på eftermiddagen, men bussen fortsatte gennem ørkenen ud til kystbyen Iquique, hvor bl.a min sidemand i bussen skulle på badeferie, så han havde stadig en tur på 5-6 timer foran sig, da jeg stod af.
San Pedro de Atacama
San Pedro er en 100% turistby beliggende meget tæt på Valle de la Luna (måne) Valle de la Muerte (død). Byen ligger i 2400 m højde, så ingen problemer med højdesyge så længe man bliver i byen.
Der er ikke meget at se i selve San Pedro, men der er et lille hyggeligt torv, hvor der ofte blev spillet musik af enten en enkelt eller en gruppe af musikere. På hovedgaden Caracoles ligger den ene udbyder efter den med turistture, hoteller, hostels og restauranter. Der er også en del souvenir og kunstbutikker med det efterhånden kendte udvalg af deres lokale håndværk og enkelte minimarkeder, hvor man kan forsyne sig med frugt og vand etc. Husene er små lave hytter, og vejene er hullede jordveje. Atacama er en ørken, men netop i februar, hvor jeg var der, får de regn, og som i Salta er det mega kraftige regnbyger, som selvfølgelig sætter deres præg på området og ikke mindst deres veje. Jeg synes, byen var charmerende, men jeg mødte andre, som slet ikke kunne lide den.
Valle de Luna
Turene til Månedalen, er som regel eftermiddag/aftenture, så man kan se solnedgangen, men på grund af regnen, havde mange selskaber ændret dem til formiddagsture i den periode, hvor jeg var der. Jeg havde en meget fin tur, hvor vores guide i stedet serverede en medbragt brunch. Det er meget rødt i Atacama, men da regnen havde vasket alt støv væk, lignede det et snelandskab i dalene, hvor “sneen” altså var salt. Fra udsigts punktet Las Tres Marias havde vi en flot udsigt over måne dalen og kunne bl.a. følge en “flod” gennem dalen, men med salt i stedet for vand.
Geyser El Tatio
En anden tur startede meget meget tidligt om morgenen, for at se geysere inden solen stod op. El Tatio Geyser området ligger i 4.300 m højde nord for San Pedro langs grænsen til Bolivia, og er det største gejser område på den sydlige halvkugle. Der er faktisk koldt i ørkenen, når solen ikke skinner, så da turen startede kl.05.00, var det både mørkt og ret køligt. Det var ved at blive lyst, da vi var fremme, men vi nåede at se mange gejsere eksplodere i damp, inden solen stod op. Efter lidt morgenmad var der mulighed for af bade i de varme kilder. På vejen tilbage besøgte vi en landsby, hvor det var muligt at smage grillet lama kød. På denne tur fik jeg også set Vikunas. De er en mindre udgave af en Guanaco og lever kun oppe i højden og så smager de i øvrigt fortrinligt.
Stjerner
Jeg havde også plottet en lagune tur af på mit program, men den tur blev aflyst da vejen dertil, var ødelagt af regn og var ikke blevet repareret endnu på grund af det netop overståede karneval. Heldigvis ville jeg få mulighed for at se laguner og flamingoer på min tur til Bolivia. I stedet tog jeg på en aften tur for at kikke på stjerner. Atacama ørkenen er det bedste sted i verden at studere stjerner, og der er et meget stort verdensomspændende astronomi program – ALMA – i området. Jeg besøgte et lille sted et stykke væk fra byen, så der var helt mørkt. Der var flere stjerne kikkerter til rådighed, og vi fik gennemgået et stjernekort, så vi kunne orientere os om hvilke stjerner, vi kunne få øje på. Det var mega mørkt, og der var rigtig mange stjerner at kikke på. Vi fik også mulighed for at få taget et billede af månen gennem en stjernekikkert.
Konklusion
San Pedro er et sjovt og meget anderledes sted at besøge. Der var utrolig mange unge mennesker i byen, så helt klart et populært sted for backpackerne, men der var folk i alle aldre og nok det sted, hvor jeg kom i snak med langt de fleste mennesker. To minutter efter jeg havde sat mig et sted, var jeg i snak med nogen og det skete hver dag. Der var nok at tale om, vi var jo alle på tur i enten samme eller hver sin retning, så vi havde mange historier og oplevelser at dele.
Link to Atacama Photos
This entry was posted in Chile, Destinationer, San Pedro de Atacama, Sydamerika
