Rio De Janeiro

Rio var, som jeg hørte mange gange under OL virkelig et besøg værd, og jeg er meget glad, for jeg valgte at starte min tur her. Det eneste, der ikke var perfekt, var vejret. Ud af syv dage regnede det hele dagen i to dage, og det er mindst en for meget. Det var ikke bare småregn, men rigtig vådt og gråt.

Udsigten og kontrasterne i Rio har altid fascineret mig, men efter at have været der; er det befolkningen, der har gjort det største indtryk. Det er simpelthen fantastisk, hvordan de på trods af mange udfordringer simpelthen bare ikke kan lade være med at smile og være glade. Uanset hvor man kom, var de altid enormt hjælpsomme og overskudsagtige. Deres smil er som dope, og det er stærkt vanedannede.

Udover at have verdens bedste strande så er Rio også omgivet af masser af grønt. Byen grænser op til en Botanisk Have og kæmpe National Park Tijuca, hvor man nogle få skridt fra de befærdede veje befinder sig i skov med tæt bevoksning. Turen på cykel fra Copacabana til Downtown gik næsten hele vejen gennem et kæmpeparkanlæg på den ene side og forskellige strande på den anden side.

Specielt på søndage, som jeg havde jeg 2 af i den uge, jeg var der, da tirsdag var Halloween Helligdag, var parker og strande fyldt med mennesker, og der var stor aktivitet. Vejen langs Ipanema og Copacabana strandende er på helligdage delvis lukket for trafik, så der er mere plads til cykler og forskellige aktiviteter. På cafeerne langs Copacabana var der mange steder levende musik med primært Samba og Bossanova på programmet. På helligdagen var der rundt omkring også flere forskellige markedspladser, og de så alle ud til at være godt besøgt.

Det er helt sikkert en levende by, hvor befolkningen lever en stor del af deres liv udendørs. Min lokale guide fortalte mig, at Brasilianere overhovedet ikke interesserer sig for indretning. Det forstår man måske godt når livet leves udendørs det meste af tiden.

Rios strande og parker

Vi kender alle Ipanema og Copacaba strandene, men Rio har langt flere – Leblon, Gloria, Flamingo og Botafogo. De sidste bliver dog primært brugt til aktiviteter på stranden, og specielt Botafogo er ofte tom for mennesker. Stranden ligger i bugten tæt ved Sukkertoppen og vandet er desværre så forurenet, at man ikke kan bade der. Leblon og Ipanema er der, hvor man finder de dyreste hoteller og boliger, men jeg var nu meget tilfreds med at have valgt Copacabana, da promenaden med alle cafeerne var langt hyggeligere end den mere tomme strandpromenade ved Ipanema. Disse strande ligger alle vedhavet og det er derfor ok at bade. Bag Copacabana strand promenaden var der gader med masser af butikker, hvis man havde behov for noget.

Den store park ved Gloria og Flamengo strandene i Guanabara bugten er 6 km lang og dannet på opfyldt jord. Personen, der fik denne ide for 40-50 år siden, må have været meget klog og visionær. Den park er et kæmpe plus for byen og der går vagter iklædt grønne veste over det hele til at passe på parkens gæster.

Botafogo er meget central placeret for næsten alt. Bydelen lægger klemt inde mellem Down Town og Copacabana, og dermed er der meget kort afstand til alle strande og parker og kort afstand til Tijucu National Parken. Beboerne her, kan desuden dagligt beundre synet af Sukkertoppen og Kristusstatuen som ligger på hver sin side af bydelen. De ser muligvis heller ikke helt så mange turister her, som man gør ved strandene, hvilket kan være en fordel, når man bor i byen. Selv som turist kan man godt blive træt af at kigge på halvnøgne turister i alle størrelser. Blufærdigheden for påklædning her er lille smule anderledes her.

Favelaerne

Favelaerne er alle steder, og der er mange af dem. Det er mit indtryk, at uanset hvor man bor, er man altid nabo til en favela. Selvom jeg synes, det er underligt at besøge en bydel for at se slum, så lærte en tur i Cape Towns townships mig, at det man ser udefra ikke nødvendigvis, er det rigtige billede. Besøget i en favela i Rio med en lokal guide viste nogenlunde det samme, og da de får en del af de penge, turisterne betaler for at få lov til at komme der, har de ikke noget imod det.

Indenfor er, der er et helt almindeligt liv for beboerne. I Rio er der bare den ekstra udfordring, at de bor på klippeskråninger. Det betyder, at der er en fantastisk udsigt i alle retninger, men også at der er rigtig mange motorcykler, som helt sikkert er det fortrukne transportmiddel. Vores guide jokede med, at det mest farlige i favelaen, var at krydse vejen. Det er nok ikke helt rigtigt, der er stadig store problemer i mange af dem med narkotika og bandekrige og kriminalitet generelt. Da Rio fik tildelt OL i 2010, startede de et program, der skulle rydde op og få favelaerne integreret i resten af byen. De startede oprydningen i de første, men så gik det i stå og derefter er der ingen, der har hørt mere om det program. Jeg besøgte favelaen Rocinha, som er en af de største og som var en af dem, der blev forsøgt saneret. Det betyder, at der i dag konstant er politi til stede. Det betyder dog ikke, at alt er godt. Politi folkene er mennesker, der også skal leve og iflg. vores guide, bliver de betalt af drugdealerne og bandelederne. Oprydningen havde dog haft stor betydning, og bydelen er i en langt bedre situation nu end før oprydningen. Andre steder er det anderledes. På en anden tur kørte vi forbi en favela med en flot udsigt over byen, men vores chauffør tillod ikke, at vi steg ud af bussen, da der var en igangværende bandekrig her. Lidt længere fremme mødte vi da også masser af politi godt bevæbnet.

Man skal ikke besøge en favela på egen hånd og mange taxachauffører, nægter at køre dertil. Vi var fire gæster + guiden på min tur, og selv om vores guide boede i favelaen, så havde han problemer med at få en taxa, hvor vi alle kunne være. Vi endte med at klemme os sammen i en alm. taxa, med 4 mand på bagsædet, men med en chauffør, der var OK med turen, da han selv var opvokset i en favela.

Når man først er i favelaen, har man også brug for én med lokal kendskab, hvis man skal se lidt mere en hovedgaden. Vi blev fragtet gennem meget smalle gyder, og da vi startede turen fra toppen, gik det hele tiden nedad. Rundt om smalle hjørner, ned af ujævne trappetrin i forskellige størrelser. Man skulle hele tiden passe på, hvor man satte sin fod. Undervejs kunne vi af og til kigge ind i en lejlighed eller et værelse og mange steder, så det virkelig nydeligt ud. Men hold fast, for at bo der, det må virkelig være en udfordring at komme frem og tilbage med indkøb, børn osv. I mange favelaer, løber afløbene frit under husene, men jeg så og lugtede kun et enkelt sted, hvor man ikke var i tvivl om, hvad vi gik forbi, men denne favela var efter sigende en de de bedre på netop det område.

På hovedgaderne var der alle former for butikker bl.a mange, der solgte maling. Ikke underligt, der skal formentlig mange lag til for at dække og pynte deres huse både ude og inde. Det var lige muligt at bevæge os langs butikkerne i en lang række på et meget smalt fortov, hvis man kan kalde det det. Trinet ned på vejen var virkelig højt, så her skulle man også hele tiden passe på. Der var mange Take Aways, og for 2 Real kunne man få en snack – f.eks en empanada med kylling og et bæger frisk presset juice. Begge dele smagte fantastisk, og 2 real er mindre end 5 kr.

Som alle andre steder i Rio mødte vi også her en masse smilende og søde mennesker. Selv om de var i gang med et eller andet arbejde såsom at slæbe meget tunge poser med byggemateriale ned i en gyde, så havde de tid til at stoppe, smile og lade sig fotografere. Helt utroligt.

Efter endt tur sendte guiden os tilbage til strandene, hvor vi kom fra med taxa.

Turist stederne

Udover strandene, så må det være et must, at tage op til Kristus figuren for at se den tæt på, men ikke mindst for at se hele byen fra ca. 700 m højde. Fra Sukkertoppen i ca 300 m højde, har man et fantastisk kig indover byen, og det kan bestemt anbefales. Der er meget hyggelig både på toppen og på mellemstationen.

Downtown har udover offentlige bygninger, museer, teatre også en del gamle huse fra kolonitiden. Mange af dem er desværre ikke særlig godt vedligeholdt og ligner lidt slumkvartererne dog med en noget anderledes arkitektur. Lapa distriktet downtown er området med byens natteliv, og det er også her, man finder Selaron trappen. En almindelig trappe som kunstneren Selaron har beklædt med farverige kakler, fordi han ønskede at bo ved noget smukt. Kaklerne endte han med at få tilsendt fra hele verden. Desværre sluttede hans liv trist, da han blev fundet død foran trappen. Det vides ikke med sikkerhed om han døde naturligt, men rygter siger, han blev myrdet, da nogle synes, der kom for mange turister, hvilket ikke er godt, hvis man sælger narkotika. Rygtet er dog aldrig bekræftet. Der går også vagter rundt her bare iklædt røde veste og der er sikkert flere varianter andre steder i byen.

Et område, jeg gerne ville have set mere af, var Santa Teresa. Vi kørte igennem i regnvejr, men det så rigtig spændende ud med masser af kunst i gaden og masser af cafeer og restauranter. Desværre er det også et af de steder, men skal passe lidt på, og hvor det kan være vanskeligt at få en taxa

En stor attraktion for byen er, at den ligger så tæt på Botanisk have og National Parken Tijuca. Her kommer man meget hurtigt ud i vild natur, og parken er enorm. For at komme op til Kristusfiguren skal man gennem den Botaniske Have, og det er muligt at gå op hele vejen.

I karnevals tiden kan optogene bl.a ses på Samba Drome, det er et stort stationært anlæg med siddetribuner. Det er her de enkelte optog, optræder og bliver bedømt, inden det hele er slut. Udenfor karnevals tiden kan man bl.a købe karnevals kostumer til næste gang eller som turist bare prøve et kostume.

Jeg så byen fra diverse ture i bil, double decker bus, på cykel og til fods. Mens cykel og farvela turen på var nogle rigtig flotte og varme dage, så var turen til Tijuca National parken i sjask regnvejr. Den tur indeholdt også et besøg ved Kristus statuen. Da vi kom derop, var jeg rigtig glad for jeg allerede havde været der. Vi kunne intet se af byen og kun skimte statuen i disen. Nogle af mine med-passagerer var meget misundelige, da de hørte, jeg havde været der tidligere og så nogle af mine billeder.

Da jeg besøgte Sukkertoppen, var det meget overskyet. Det betød ikke noget for mit view af byen, men når man, som jeg har brug for godt vejr for st tage nogenlunde gode billeder ja, så er det selvfølgelig lidt ærgerligt.

Jeg så ikke den olympiske by. Der var ikke nogen ture forbi den del af byen og jeg blev frarådet er gøre det på egen hånd.

Konklusion

Jeg havde nogle rigtig dejlige dage i Rio, og nød min udsigt fra hotellet over Copacabana Beach. Jeg så og oplevede intet ubehageligt. Det skal siges, at jeg så heller ikke var nogen steder alene om aftenen, hvor jeg ikke burde være. Min eneste oplevelse var i Botafogo, da jeg ville jeg tage et billede af pladsen foran metroen. Der sad et par damer for at sælge et eller andet. De kiggede meget på mig, da jeg tog mit kamera frem. Først troede jeg, det var, fordi de ikke ønskede, jeg tog billeder af dem, men det var mit kamera, de synes, jeg skulle få væk hurtigst muligt. Jeg skyndte mig at tage et billede, dog ikke af dem og stoppede det så i tasken igen. Det var det eneste, så jeg ved ikke, hvor risikabelt det var, men jeg synes, det er synd for byen, at man er nødt til at være så forsigtig, og den har det renomme, at alle tror, der sker noget ubehageligt på hvert gadehjørne. Det gjorde der bestemt ikke, der hvor jeg var, og når vejret er godt, er det en fantastik levende by at besøge med masser af musik, dans, smil og glade mennesker.

Tak til Rio, tak til min søde lokal guide og tak til alle jer som læser med.

I kan se flere billeder her: Rio