Tur Uyuni Salt Ørken

Uyuni Salt ørken

Efter i 3 måneder at have passeret grænsen mellem Argentina og Chile flere gange fra syd til nord var det tiden at forlade Chile en sidste gang. Denne gang til Bolivia. En tur gennem Andesbjergene og Uyuni saltørken var mit næste mål.

Turen over 3 dage i jeep havde stået højt på min liste fra første gang jeg læste om den under min research, og jeg blev ikke skuffet. En på alle måder fantastisk tur sammen med nogle søde mennesker, hvor vi i de 3 dage var som en lille familie, og 

hvor vi havde det mest pragfulde og skønne landskab hele vejen.

Turen startede om morgenen i San Pedro de Atacama, hvor første stop var at få et stempel i passet for at checke ud af Chile. Det skete inde i San Pedro by, og vi var heldige at ankomme blandt de første, så køen var ikke så lang. Den var noget længere, da var færdige, så ud fra det ved jeg, at der var mange, der skulle på samme tur som mig, men under det meste af turen oplevede vi at være alene. Fra samme selskab var vi 3 biler, som kørte samme rute, men med god afstand mellem bilerne. De øvrige selskaber må have brugt andre veje. Eller veje er måske så meget sagt, for der var meget af tiden rigtige ingen veje. Det var som at køre i et ingenmands land, men vores chauffør kendte heldigvis ruten godt.

Vores næste stop kom kort efter, vi havde passeret grænsen. Her var der et lille skur, hvor vi skulle checke ind i Bolivia og have et nyt stempel i passet. 

Mens vi ventede på, at alle kom gennem paskontrollen, og på ankomst af de biler, vi skulle fortsætte med, blev der serveret fin morgenmad ved siden af vores bus. Turist biler og chauffører fra Chile må ikke køre længere, ligesom de Bolivianske biler ikke må samle passager op i Chile.

Vores 3 jeeps ankom næsten samtidig, og så snart de havde tømt bilen for de passagerer, de havde med tilbage og deres bagage, blev vi fordelt med 6 personer i hver jeep. Så snart vores bagage var smidt op på bilens tag og pakket godt ind blåt plastic var der afgang.

Når man skal være så tæt på hinanden i 3 dage, er man altid spændt på, hvem de andre er, men vi var en super fin gruppe, og vores chauffør var helt i top.

Jeg havde læst meget om turen og var godt forberedt. Den første nat bor alle 6 på samme værelse, og det er ikke muligt at få et bad. Den næste dag bor man i dobbelt værelse. Vejene som ikke er veje, er bumpede og ujævne. Chaufførerne taler ikke engelsk og kan falde i og drikke mere end godt er. Det sidste oplevede jeg heldigvis ikke. Jeg havde checket selskaberne godt med hensyn til alkohol problemer, inden jeg købte turen, men resten er rigtigt og er det samme for alle selskaber. Det var dog ikke noget problem for mig, da jeg fik lov af mine unge rejseledsagere at få sædet foran ved siden af chaufføren, hvor det helt sikkert bumper mindst. Det gik fint med at sove alle 6 på samme værelse og lidt utroligt, så gik det også fint for 18 personer at deles om 2 toiletter og 2 håndvaske. Det var kun en enkelt nat, og vi var trætte.

Dag 1

På turens første dag passerede vi utrolig smuk og afvekslende natur og var hele tiden omgivet af Vulkaner og sneklædte bjergtoppe. Der var Laguner – White Lagune, Green Lagune, et område med stensætninger kaldet  Dali ørkenen (Dali Desert), Varme kilder, hvor man kunne bade og Geysere. Turen foregik oppe mellem Andes bjergenes toppe i mellem 3- 5.000 meters højde, så der skulle drikkes rigtig meget vand. Vi blev anbefalet at have min. 5 liter vand med hver. En enkelt af mine medpassagerer havde lidt problemer med højden den første dag, men han fik et par tabletter, som hjalp med det samme. Selv om man ikke er ramt af højdesyge, kan man sagtens mærke højden. I 5.000 m går man meeeeget langsomt og ikke særlig langt.

Vores chauffør stod også for madlavningen den første dag, hvor både frokost og middag  blev serveret på vores hostel. Vi ankom kl ca. 14.30, men når man kommer fra Chile, er den 15.30, så vi var godt sultne, da maden blev serveret. Vi sluttede dagen med en tur til Red Lagune, hvor der var rigtig mange flamingoer.

Dag 2

Den anden dag kørte vi gennem smalle kløfter, fantastiske klippe formationer og flere laguner med flamingoer. Vi hilste også på et par lokale beboere – Viscachas, der adræt kravlede op og ned af klipperne. Midt på eftermiddagen nåede vi ud til en rigtig vej, og vi spiste frokost på en restaurant i en lille by, hvor lamaerne så ud til at være en del af byens befolkning. Turen fortsatte på en rigtig vej, med stop ved en øde togstation, hvor vi også så toget passere, men turen gik stadig forbi fantastisk natur. Det var næsten mørkt inden vi nåede frem til vores hotel – et salthotel, hvor vi kunne få et bad inden aftensmaden.

Dag 3

Vi hyggede os som de eneste på hotellet, men alle gik tidligt til ro. Næste morgen skulle vi afsted kl 5, og det kom vi. Ingen morgenmad den blev serveret fra bagenden af bilen senere. Målet var at se solopgangen i saltørkenen, og hvilken oplevelse. På grund af tidspunktet – marts måned – var der vand i ørkenen, så vi fik nogle smukke billeder. Det tog næsten 7-8 timer inden vi var ude af ørkenen igen. Vi havde et par stop mere udover at se solopgangen. Først for at få noget morgenmad og her var vores guider, så venlige at finde er sted, hvor der var tørt, hvilket også gjorde stedet velegnet til at tage nogle sjove billeder. Tørt var der til gengæld langt fra ved det sidste stop, så vores sko så helt forfærdelig ud. Vi var blevet advaret, men de færreste af os havde egnet fodtøj med.

De sidste kilometer i salt ørkenen var som at køre mod verdens ende. Vi kunne ind imellem ikke skelne mellem skyer og bjerge, men det kunne vore chauffør heldigvis. Han havde ikke nogen GPS, men kørte udelukkende efter bjergene. Næsten ude af ørkenen passerede vi et Museum for Paris-Dakar løbet, som nu køres i Sydamerika. Her havde vi også turens eneste problem. Pludselig kunne man bag i bilen høre nogle dunk fra hjulet. Det viste sig at vi havde tabt nogle hjul møtrikker, så vores chauffør måtte tilkalde hjælp fra en af de andre biler. Vi kunne lige netop se museet lidt væk og blev bedt om at GÅ dertil – i den brændende sol med masser af genskin fra det hvide salt. Heldigvis var der ikke så langt og på museet var der mulighed for at bruge et lidt specielt toilet som til gengæld var gratis, hvis man i stedet købte lidt i souvenirbutikken, inden vi igen blev samlet op.

Sidste stop inden Uyuni var et lille marked med masser af håndlavede varer.

Efter frokost var vi forbi et tog museum. Her var gamle tog, fra dengang området var et stort og aktivt mineområde, og sølv blev transporteret til kysten. I nærliggende Potosi er det muligt at besøge minerne.

Sidst på eftermiddagen var det tid at sige farvel. Nogle skulle tilbage til Chile denne gang på en lidt hurtigere tur, mens andre skulle med bus videre til andre steder i Bolivia.

Jeg skulle med natbus til Sucre og tilbragte resten af dagen sammen med nogle af rejsedeltagerne. Uyuni var en ret mærkelig og beskidt by, hvor jeg heldigvis havde valgt ikke at blive. 

Der var ikke nogen fælles busterminal i byen. Ved siden af hinanden i den samme gade har hvert busselskab deres eget lille  kontor/lokale, hvor man kan vente på bussen. Tilsyneladende fungerer samme lokale som postkontor, og inden bussens afgang kl 22.00 blev rummet fyldt med flere og flere pakker og passagerer

Link to Uyuni Photos