Laos

Efter 3 uger i Laos begynder brikkerne om landet at falde på plads, så mens jeg nyder udsigten til Mekong floden på den idylliske Don Khone ø – mit sidste stop i Laos – prøver jeg at fordøje informationen, de mange indtryk og alle mine oplevelser. Jeg havde selvfølgelig læst meget inden turen, men det er, som altid først når man er her, at det rigtig giver mening. 

Laos er et af verdens fattigste lande totalt afhængig af hjælp udefra. Det er på størrelse med Storbritanien, og der bor knap 7 millioner mennesker. Det er et meget bjergrigt land, der som det eneste i Sydøstasien ikke har adgang til hav, til gengæld er her rigtig mange floder. Med undtagelse af de lave områder tæt på Mekong og nogle få plateauer som Boleven ved Pakxe og Lerkrukkesletten ved Phonsavan – tror jeg ikke, der findes en flad mark. Der er smukke grønne “bakker” overalt. Alle stykker med fladt jord ser ud til at være bebygget. Landsbyerne ligger enten ved foden eller på toppen af bakkerne med stort set ingen plads foran eller bagved husene. Legeplads for børn og dyr er vejen gennem byen. Alle landsbyer langs vejen har strøm, men det har de stadig ikke i de mest bjergrige områder, hvor de heller ikke alle har sanitet.

De højeste bjerge er helt op til 2.800 m og ligger i området omkring Vang Vien. På vej til Phonsavan var jeg oppe i 1500 m højde. Helt mod nord er det ikke helt så højt, men lige så kuperet. I det sydlige Laos er en stor del af grænsen mod øst til Vietnam en bjergkæde – Annamite Cordillera

Historie

Laos var oprindeligt et kongedømme, der ofte var presset af de meget større naboer Thailand, Kina, Vietnam. På et tidspunkt blev landet opdelt i 3 kongedømmer som Frankrig alle indlemmede Indokina. Laos havde dog ikke den store betydning for Frankrig. Deres mål med landet var at få en sejlrute fra Mekong Deltaet i det sydlige Vietnam til Kina. Det viste sig dog umuligt da store vandfald her ved Don Khone på grænsen til Cambodja gør sejlads umuligt. Frankrig har heller ikke efterladt noget stort aftryk her. Bortset fra croissanter og baguettes er der ikke meget fransk over landet i dag og iflg. mine informationer er det kun den ældre generation, der kan tale fransk. Efter 2. verdenskrig startede endnu en urolig periode for landet, og den har stort set varet op helt op til  begyndelsen af dette århundrede. Internt var landet splittet mellem royalister og socialister, og da Ho Chi Minh styret i Nordvietnam oprettede stien gennem Laos med forsyninger og soldater til Viet Cong i syd blev de trukket ind i Vietnamkrigen. Det blev den hemmelige krig, hvor USA tæppebombede Laos hver eneste dag. Hemmelig, fordi de gjorde det uden at fortælle det til kongressen i USA, og Laos kunne intet gøre.

“Det er blevet beregnet, at mellem 1964 og 1973 blev Laos – og især området omkring den tidligere Ho Chi Minh Trail – ramt af en B-52 bombbelastning hvert otte minut, 24 timer i døgnet. Mange af de bomber, der faldt, var klyngebomber, der frigiver i alt omkring 250 millioner “bombies” som de kaldes i Laos.  Eksperter i UXO (ueksploderede bomber) mener, at omkring 80 millioner af disse ikke eksploderede. “

Efter krigen måtte befolkningen og den nu nye kommunistiske regering selv samle stumperne op. Hmong (Mong) folket var imod det kommunistiske styre og flygtede en masse til Thailand og mange efterfølgende til USA. Nogle gemte sig sågar i junglen og den sidste fandt man så sent som i 2003.

Blandt de højt uddannede var der også stor modstand mod det kommunistiske styre, der kørte en meget hård linje de første år. Der var tale om decideret hjerne-flugt i den periode. Landet sakkede bagud på alle fronter og kunne slet ikke følge med deres rige naboer i Thailand. Det socialistiske styre, der var tæt knyttet til Vietnam, blev presset til at ændre kurs både internt og eksternt. De måtte bla. opgive kampen mod Buddhismen. Kommunismen gjorde i det hele taget ikke noget godt for Laos så vidt jeg kan bedømme. Indtil 1991 var de støttet af sovjet militært og økonomisk, Den støtte er nu overtaget af andre lande, og hvor de ellers kan få hjælp. Det er i dag det samme styre med kun et  parti: Lao Peoples Democratic Republic, men nu er det socialistiske mere af navn end gavn. Op gennem 80erne var der flere sammenstød med Thailand, men med støtte fra Australien byggede man i 1994 den første bro over Mekong – Venskabsbroen syd for Vientiane – som et tegn på et begyndende venskab mellem de 2 lande. Der er senere bygget flere venskabsbroer, og i 2009 åbnede man en jernbane – p.t. den eneste i Laos – ved Venskabsbroen over Mekong. I de sidste 20 år har man gradvist vendt sig mere mod Thailand end mod Vietnam. Det betyder nok også noget at befolkningen kan se og forstå Thailandsk TV. Vietnamesisk og kinesisk forstår de intet af, her må som regel kommunikeres på engelsk.

I 1997 blev Laos en del af ASEAN uheldigvis det samme år, som økonomien i Asien var i krise. Thai valutaen Bath kollapsede og trak valutaen i Laos KIP med sig i frit fald. Offentlige lønninger halter stadig her over 20 år senere bagud fra det kollaps. I dag er der, venskabsaftaler oprettet med naboerne bortset fra Cambodja, hvor der af og til opstår gnidninger, og de sidste 10 år har helt sikkert været til det bedre for landet. De seneste år har specielt Kina støttet dem med mange penge. Udviklingen går stærkt i disse år, men det vil nok tage nogle år endnu, inden Laos ikke længere skal regnes blandt et af verdens fattigste lande.  

Befolkning

Hovedparten af Laos befolkning bor på landet og mange af dem i øde områder. Officielt er de inddelt i 3 grupper. Lavland, Midland og Højland. Lavland er dem, der bor i de lave områder ved Mekongfloden. Det er her, man finder byerne, Vientiane, Luang Prabang, Savannakhet og Pakse. Det er ikke særligt store byer, I og omkring Vientiane, som er den største, bor der godt 700.000 indbyggere. i selve byen kun 2- 300.000 og de andre byer er noget mindre. 

Beboerne i det lave område taler the officielle laotiske sprog som minder meget om Thailandsk. De udgør dog kun lidt over 50% af befolkningen, der har sproget som deres første sprog.

Beboerne i Midland er hovedsageligt Khmerer, og bor i det midt og sydlige Laos, mens befolkningen i højlandet i nord er Hmongs (Mongs). Alle steder er der mange andre minoriteter, og mens hovedparten er buddhister, er der også mange kristne samt mange andre religioner og trosretninger.

Det er iflg. min turguide ikke noget problem for de unge at gifte sig på tværs af minoriteterne, dog vil alle forældre selvfølgelig gerne, at deres børn gifter sig til en bedre rang. Systemet er nemlig, at pigen følger manden, så hvis en Khmer-pige gifter sig med en Laot, stiger hun i rang, og bliver selv Laot, gifter hun sig med en Hmong, falder hun i rang, og bliver Hmong.  

Efter min biltur gennem Hmong området er der ingen tvivl om, at de er de fattigste i landet og har desuden været meget forfulgt. De lever mere isoleret, og det er et hårdt liv at skaffe føde i de bjergrige områder, der var dog rigtig mange nye huse bygget af sten under opførelse til erstatning for gamle træ-hytter, så nogle må have det fået det bedre økonomisk de sidste år.

Der bor mindre grupper af Kinesere, Vietnamesere og Thailændere i Laos, mens der bor store grupper af folk oprindeligt fra Laos i nabolandene. Immigration er sket over flere omgange, og I det nordlige Thailand bor der flere end i hele Laos, derudover er der en stor koloni i Bangkok. Der bor også en del i nabolandene Kina og Vietnam samt i USA.

Uddannelse

Mangel på højt uddannede samt mere og bedre uddannelse er et stort problem for Laos. Som et land med lave lønninger flytter mange til udlandet, når de bliver færdig uddannet. Det betyder, at Laos må hente ekspertise fra landene omkring dem. De fleste børn går i skole i landsbyerne, men der er mangel på lærere og dem, der er, er dårlige og meget dårligt betalt. Desuden er lokaler og skolemateriale elendigt. Nogle steder må børnene gå i skole på skift enten formiddag eller eftermiddag. Hmong og Khmer har deres eget sprog, hvilket betyder, at de er forholdsvis dårlige til det officielle laotiske sprog. Der er også stadig en ret stor gruppe, der er analfabeter.

Regeringen har flere projekter i gang, som betyder, at man flytter flere landsbyer sammen til nye større landsbyer med nye huse, bedre skoler og sundhedsvæsen, og selv om ikke alle synes, det er godt at blive tvangsflyttet, så må det være vejen frem. På min tur så jeg rigtig mange skolebørn på vejen. På vej hjem til frokost eller på vej tilbage efter frokost. De var alle pænt klædt på i skoleuniformer og dermed nemme at kende. Det er ikke børn der mangler, så vidt jeg kunne se. Det er ikke usædvanligt, at en søskendeflok er på +5 børn. Laos har en meget ung befolkning med en gennemsnitsalder på kun 21,7 år.

Da forældrene selv skal betale for undervisning, betyder det selvfølgelig, at ikke alle har råd til at betale for alle deres børn. Nogle sender deres drenge til templerne, hvor munkene uddanner dem, men der er alternativer. En af mine unge guider fortalte, at han som den yngste af 6 søskende var blevet sendt fra sit hjem i bjergene til Luang Prabang som 11-årig. De første par år boede han hos en ældre bror, men da han flyttede, blev han alene. Han havde kun kontakt med forældrene, når de gik op på en høj, hvorfra de kunne få en telefonforbindelse. Han synes, det havde været hårdt og havde haft meget hjemve, men nu som 20 årig følte han sig meget stærk. Han læste IT på universitet og var rigtig god til engelsk. Det sidste synes at være nøglen til succes i Luang Prabang, hvor der er rigtig mange turister.

Mekong

Den største flod er Mekong som løber gennem hele landet fra grænsen til Myanmar i nordvest og ned til Cambodja i syd. En stor del af floden danner grænse mod vest til Thailand. Udover de nævnte lande er der grænse til Kina i nord og Vietnam mod øst.

I Laos er Mekong floden forholdsvis smal, og i de tørre perioder er den ikke dyb nok til større fragtskibe. Vandet er forholdsvis rent, og der er rigtig mange fisk. Transportmæssigt benyttes den ikke så meget i dag, hvor det er hurtigere at køre med bil, bus, motorcykel. For turister er det en attraktion at tage slowboatture på floden. Det kan være alt fra en times sejlads omkring f.eks Luang Prabang til et flere dages cruise.

Industri

Laos har ikke nogen industri, hvilket formentlig er årsagen til at så mange stadig bor på landet. Der er ingen fabrikker til at give dem job. Deres største eksportvare er strøm til nabolandene. Den strøm kommer fra floderne og nyoprettede dæmninger. Jeg var forbi den først oprettede kunstige dæmning Nam Ngum nord for Vientiane. Den blev oprettet over flere perider startende i 1968 med støtte fra mange lande incl. Danmark, men senest har kineserne bygget flere nye dæmninger, hvilket er årsagen til flytning af mange landsbyer. Jeg kørte forbi en helt nyanlagt dæmning tæt på Luang Prabang, desværre var både den nye sø og den nye landsby helt dækket i skyer fra et ellers smukt udsigtspunkt, men de nye huse så i forbifarten fine ud. Alle er ens og udstyret med alt det nødvendige.

Laos har deres egen øl og kaffe, det sidste smager fortrinligt. Det første tror, jeg også er ok. BeerLao bliver eksporteret til mange lande over hele verden. Her er meget skov så træ, og træprodukter er også en industri, men de sidste år er de blevet mere påpasselige med at fælde træerne. Af mineraler har de kobber, tin, zink, guld og jern. Jeg ved ikke om det er en eksportvare, men de laver nogle utrolig flotte jernporte som man ser alle steder foran deres huse. Laos eksporterer også bananer, kaffe, korn, ris og gummi fra gummitræer. De har i meget lille målestok eksport af forarbejdede varer som tilbehør til elektronik, tøj og sko, men de mangler investeringer og ekspertise til at uddanne befolkningen for løfte produktionen.

Der dyrkes også opium i Laos. Det er dog ikke tilladt.

Desværre kan eksporten ikke hamle op med import af biler, traktorer, scootere og alle andre nødvendige varer

Infrastruktur

Der er ikke mange veje i Laos, og dem, der er, er en almindelig 2 sporet vej. Der er ikke så meget almindelig trafik, til gengæld deles vejene med køer, bøfler, hunde, geder etc. Der køres derfor ikke så stærkt, hvilket i det nordlige også er umuligt, da man stort set aldrig kan se mere end 50 m frem, inden vejen igen ændrer retning. Det er ikke alle byer, der er forbundet med en ordentlig vej, der er f.eks ikke nogen asfalteret vej gennem det bjergrige område fra Phonsavan til Vientiane. På min tur var det derfor halvvejs tilbage til Luang Prabang, inden vi kunne køre mod Vientiane. Der er 3 internationale lufthavne og en række mindre lufthavne kun til national flyvning.

Som nævnt i mine postkort så er der p.t. ved at blive anlagt en jernbane fra Kina i Nord til Vientiane, hvorfra den skal fortsætte til Bangkok og Singapore.

Det er et af mange jernbaneprojekter, som Kina har planlagt i Asien. (Andre projekter er hurtigtog i vest gennem Myanmar og Thailand og i øst gennem Vietnam). Senere forventes det, at den centrale bane gennem Laos skal fortsætte ned gennem Laos og Cambodja til Mekong Deltaet i Vietnam. Tanken er også at forbinde Laos på tværs til havnebyen Da Nang i Vietnam, herfra findes allerede en vej til Savannakhet ved Mekong. Jernbane projektet har været tænkt siden den franske kolonitid, og Laos har flere gange haft planlagt at anlægge jernbanen, men har måttet opgive pg.a. pengemangel, så da naboskabet mellem de Asiatiske lande blev godt, og Kina fik muligheden, slog de til og de financierer den med 70%. Anlæggelsen gennem det nordlige Laos er vanvittig dyrt, da det inkluderer broer og tunneler i stor mængde, og det bliver ikke et rigtigt hurtig tog på den strækning. Dette projekt indebærer også flytning af landsbyer, men ingen tvivl om, at det må få meget stor og forhåbentlig positiv betydning for Laos, når den åbner i 2021. Det er kinesere, der bygger banen. De bor i specielt byggede “lejre”, er dårlig lønnet og blander sig ikke meget med lokalbefolkningen, dog er prostitution blevet et stigende problem.

Dyrelivet

Forholdene for dyrene i Laos er ligesom mange andre steder blevet dårligere med rydning af skov, krybskytteri m.m. I dag er 40% af landet dækket af skov. Det tal var i 60erne 70%.  Træerne er bl.a teak og rosentræ. Pga en den langsommere udvikling i Laos er forholdene dog bedre end i nabolandene. I dag må der ikke fældes træer uden at der plantes nye, og dyrene er beskyttet, så godt som man nu kan. Store områder ca. 21 % af skovene er gjort til nationalparker, hvor intet må røres og her i junglen, er der elefanter, sorte bjørne, røde pandaer, sjakaler. Der er et mindre antal af næsehorn, leopard og tigre. Her er dyr som gibbons og stor gøende hjorte og mange andre dyr, jeg ikke kender.

Her er også mange farverige fugle og slanger, og er man heldig, kan man se Irrawaddy delfinen her i Mekong deltaet.

Alt er dog ikke rosenrødt for dyrene. Hmong folket har altid levet af at skyde dyr og fugle, og det har de ikke tænkt sig at stoppe med. Ved indgangen til Kuang Si vandfaldet ved Luang Prabang, var der et redningscenter for sorte bjørne, og jeg har set henvisning til flere lignende centre på min vej gennem Laos. På Lerkrukkesletten undrede jeg mig over, at der ikke var nogle fugle. Min guide forklarede, at hvis der kom nogen, blev de slået ihjel af børn med stenslynger. I det område kan alt spises incl. markrotter og egern. Jeg så ingen rotter, men ved et landsbymarked, hang der tørrede egern.

Udover fisk fra de mange floder er der også mange dambrug i områder væk fra de naturlige vandløb.

Turisme – på godt og ondt.

Landet er glade for og afhængige af den indtægt, der kommer fra turismen. Luang Prabang og et gammelt hindu tempel ikke langt fra Pakxe, er Unesco World Herritage. Lerkrukkesletten vil formentlig blive den næste, når man engang får ryddet flere områder for u-eksploderede bomber. Si Phan Don som betyder de 4000 øer, er også et populært område, og når togforbindelsen kommer, vil den formentlig tiltrække endnu flere turister. Det er dog ikke kun godt. Regeringen er ikke glade for mange turisters moral. Vang Vien var i flere år paradis for backpackere. Området på og langs Nam Song floden med bl.a mange grotter indbød til mange sjove aktiviteter til lands og vands – desværre ikke ufarlige. Flere mistede livet under udførelsen af disse aktiviteter efter indtagning af alt for meget alkohol og stoffer – en dårlig kombination. Man måtte nærmest lukke stedet ned, fjerne barer og muligheden for de farlige aktiviteter og i dag er det et dejligt sted for familier med børn. Noget af livet fra Vang Vien er flyttet til Don Khones naboø Don Det og er nu favorit stedet for backpackerne. Heldigvis er her ikke opstået de samme problemer, men der holdes øje med stedet.

Der er i mange år specielt i det nordvestlige Laos blevet dyrket opium. Det er ikke tilladt og bruges ikke så meget som tidligere af de lokale, men i f.eks byen Muang Sing sælges det på gaden til turister til stor fortrydelse for regeringen.

Summary

Ovenstående er et sammendrag af det, jeg gerne vil huske om Laos. Det er i stor udstrækning fra bogen Insight Guide Laos Cambodia, der også beskriver Laos mad, kultur, de mange områder og stedernes seværdigheder samt meget andet. Derudover har jeg brugt mange forskellige hjemmesider samt suget til mig af information på turen rundt i det fattige, men smukke land med fantastisk søde og venlige indbyggere.

Khop Jai (tak) Laos