En Guidet Havnerundfart
Den 7. maj 2015 var jeg på en guidet tur i Københavns Havn, og guiden var ingen mindre end chefen for det hele, den tidligere borgmester og nuværende direktør i By og Havn, som er det selskab, der har ansvaret for hele udviklingen i havnen. Kramer Mikkelsen blev borgmester i 1989 – året efter jeg flyttede til København – og han har om nogen haft indflydelse på den rivende udvikling, der er sket i Københavns Havn de sidste 25 år. Det er ikke det hele, der er godt, men han overtog en by på fallittens rand, så i de første år var han med egne ord; jublende lykkelig for at få solgt nogle af de grunde, der blev til salg efterhånden, som mere og mere industri flyttede væk fra havnen. Desværre tog det nogen tid, inden Københavns Kommune fik lavet en ordentlig plan for, hvad de ville med havnen, så nu forsøger man at råde bod på de mindre heldige byggerier og ikke mindst lære af det, så de næste områder undgår lignende problemer. På et af de første områder på havnen blev der opført fine kontorhuse, men de efterlod havnen fuldstændig uden mennesker. I mellem arkitekter blev området brugt som eksempel på, hvordan det IKKE skal gøres. I dag har man bygget en promenade “Kalvebod Bølge“ ude i havnen. På sigt er det tanken at hele området, der både omfatter begge sider af den trafikerede vej langs havnen, områderne på begge sider af havneløbet samt forbindelsen over havnen med “cykelslangen“ og cykel / gangbroen, skal gøres til en mere grøn og sanselig oplevelse og transformeres fra et udskældt til et attraktivt område. (Kilde DAC).
Cirkelbroen – Christianshavns Kanal. Broen der blev indviet den 22. august 2015, kan åbnes så sejleskibene stadig kan komme ind i kanalen.
Udbygningen af havnen sker hele vejen fra Sydhavnen til Nordhavn og på begge sider, så det er mange kilometer, der konstant ændrer udseende. Der bygges både på land og i vand. Udgravninger fra ikke mindst byens metrobyggerier bliver brugt til opfyldning, så havneløbet er blevet en del smallere med flere og flere huse placeret på opfyldte arealer. Der bliver bygget broer der forbinder København med Christianshavn og Amager og en række mindre broer, der forbinder de mange kanaler. Som cyklist er det fantastisk og en tur på begge sider af havnekajen, er altid en fornøjelse. Det er spændende at følge udviklingen med alle de nye byggerier og spændende at følge, hvor forskellige områderne på strækningen fra nord til syd udvikler sig. Det er min absolut favorit tur på cykel, men en guidet havnerundfart af den, der kender alle historierne bag, var et ekstra krydderi og en mulighed for at se områder, der ellers endnu ikke er tilgængelige, da en del af området i Nordhavn stadig er frihandelsområde med generel adgang forbudt.
Strækningen fra Langebro til Knippelsbro og videre til Langelinje forbi den Lille havfrue er det gamle område i havnen kendt fra kanalrundfarterne, der sejler rundt om Slotsholmen og Christianshavn. Her finder man stadig det gamle København med Toldbygningen i Havnegade fra dengang, der var Sverigesbåde.
Det går langsomt, men de nye broer på vej, vil gøre det langt nemmere og hurtige for cyklister og gående at komme på kryds og tværs af havnen. Som cyklist er det dejligt, at København gør meget for at være cyklisternes by. Sejler folket, er mindre begejstret, nu skal de vente på, at broerne går op inden de kan sejle videre, men de er forhåbentlig også cyklister, så de ogsålærer at se fordelene.
Sydhavnens nye og ombyggede bygninger er sket på gamle fabriks og industriområder, losseplads og opfyld fra bl.a Metrobyggeri. Man forsøger at bibeholde rekreative områder og kolonihaver ligesom sejl– og roklubber er med til at skabe liv i de nyeområder. Man har ombygget gamle siloer til lejligheder og med inspiration fra Amsterdam bygget en by med tæt bebyggelse adskilt af kanaler. At beboerne er, så tæt på vand betyder også, at de har et Havnebassin lige uden for døren og en Havnebus, der hurtigt kan bringe den ind til byens centrum.
I Nordhavn bygges der en helt ny by. Dels ombygges den tidligere frihavn og dels bygges der på opfyldte arealer. Man genbruger gamle siloer, som omdannes til attraktive lejligheder og kontorhuse. Bevaringsværdige huse er bibeholdt og inkluderet i nybyggeriet, og målet er en by tæt bebygget by med butikker, cafeer, lejligheder og kontorer. Med let adgang til vand kan man hurtigt tage en tur i en robåd. Området får en metro, men ellers bliver en havnebus også her et godt alternativtil at komme fra den ende af havnen til den anden.
På hver sin side i havnen har København fået en Opera og et nyt Skuespilhus. Der arbejdes på, at nabogrundene til disse bygninger også bliver nye attraktioner for byens beboere og turister. Ved siden af skuespilhuset bygges et underjordisk parkeringsanlæg eller måske rettere undervand med et anlæg på toppen, hvor man kan nyde byen. “En Eventyrlig Plads“ som den kaldes; får udendørs servering, plads til udendørs arrangementer og teaterforestillinger, og en 65 m bred “kyssetrappe“, der går ned i vandet. Der vil også være mulighed for aktiviteter på vandet og det hele forventes at være færdig i sommeren 2016. Ved siden af Operaen på Papirøen, blev en tom lagerbygning (opr. benyttet til opbevaring af papir til aviser og blade) midlertidigt overtaget af Copenhagen Street Food. Om nogle år når man ved, hvad øen skal bruges til og har fundet pengene til finansiering, må det meget populære Street Food nok finde en anden plads i byen, men indtil da er det et godt mødested. Det er iøvrigt typisk for København, så snart et pakhus rømmes, kommer der en café, og så snart solen skinner er liggestolene fremme og alt er fyldt op.
Det tager, lidt tid endnu inden alle byggepladserne er væk, men havnen bliver helt sikkert et meget attraktivt sted at besøge, når det engang bliver færdigt. På denne rundtur var det primært en tur gennem havnens hovedløb samt de nye tiltag i Nord og Syd, men på forskellige kanalrundfarter kan man se endnu mere af København havns mange facetter af både nyt og gammelt.
This entry was posted in Danmark, Destinationer, Europa