Cambodja er lidt mindre end Laos og hovedsagelig fladt. Det højeste bjerg er 1813 m og de bjergrige områder findes ved grænsen i nord til Thailand og mod øst til Vietnam. Cambodja har også en kyststrækning ud til Thailandske golf med nogle efter sigende smukke øer.
Der bor ca. 16 millioner i Cambodja og de fleste i det lave område mellem Mekong floden og søen Tonle Sap.
Med Mekong floden løbende gennem landet fra nord til syd. Tonle Sap en stor sø, der løber ud i Mekong floden ved Phnom Penh, hvor floden Bassac starter, har landet masser af vand. Dvs, der er stor forskel på hvor meget vand afhængig af, om det er regntid eller tørke. Tonle Sap (store sø) halveres i størrelse her i den tørre tid, hvor den heller ikke er særlig dyb. De flydende landsbyer bliver landfaste, og sejlads fra Siem Reap til Phnom Penh er ikke muligt. På søen er der mange fiske-farme – også i den tørre tid.
Tonle Sap har iøvrigt et unikt økosystem. I regntiden vender strømmen, og det er vand fra Mekong floden, der fylder søen op.
For dem, der bor i de lave områder, må det være som at have to forskellige liv, med så forskellig en natur som nabo
Vandet er selvfølgelig meget vigtigt for at kunne dyrke deres ris og andre afgrøder og p.t. er man meget bekymret for de mange dæmninger, der bliver bygget ved Mekong i Kina og Laos, og hvilken betydning det får for Cambodja.
På andre områder er Cambodja selv skyld i kraftige ændringer. I 1960-erne var ca. 60% dækket af skov. I dag er det kun 7%. Det betyder et hårdt liv for de vilde dyr. Der er få områder tilbage, og iflg det Wildlife Center jeg besøgte kan de dårligt rumme flere dyr og Tigre findes f.eks kun i Resorts.
Grådigheden har sejret over fornuften. Mange af områderne blev leaset ud til andre lande som så fældede skoven.
Jeg har kørt en del med bus, og vejene er fine. Her ser man, stort set ikke dyr i gaderne, men med de flade områder er der også plads nok på markerne. Der er en del mere trafik end i Laos. Mange flere biler, men også rigtig mange motorcykler og scootere. Trafikken specielt i byerne kan jeg ikke beskrive. De har deres helt egne regler. Det foregår ligeså ofte i højre som i venstre side, men på en eller anden måde respekterer de hinanden, så det er muligt at krydse en vej, da alle stopper. Er man opdraget med færdselsregler, tror jeg det bedst at holde sig fra være trafikant her.
Historie
Khmer riget var engang et stort kongerige. Da Angkor Wat blev bygget i 1113-50, anslås det, at den nærliggende by Angkor havde over 1 million indbyggere. Kongeriget inkluderede dengang også det Vietnamesiske Mekong Delta område.
Det fik dog en ende med storkongedømmet. Kongen, der byggede Angkor Wat døde i 1177, og hans efterfølger flyttede til et andet område. Der er intet tilbage af den gamle by, der blev forladt, og hovedstaden flyttet til et par forskellige steder i Phnom Penh området. Byen var i modsætning til templerne ikke opført i noget holdbart materiale. Angkor Wat og hele området med de mange templer endte med at gro til, og da en franskmand flere hundrede år senere opdagede stedet igen, måtte man først rydde en jungle for dyr og fælde en masse træer, så der kunne komme lys ned.
Cambodja kæmpede efter storhedstiden jævnligt med naboerne Thailand og Vietnam, hvilket betyder, at man stadig har forbehold overfor dem. Det var i en periode med krig mod Thailand at flere og flere Vietnamesere flyttede til Mekong området og Cambodja havde ikke kræfter til at stå imod, da Vietnam indlemmede området i Vietnam.
Efter næsten 100 år som fransk koloni blev Cambodja selvstændigt i 1953 og oplevede en ok periode, indtil de mod deres vilje blev inddraget i Vietnamkrigen, hvilket startede en turbulent politisk periode. Som i Laos blev de tæppebombet med klyngebomber, og de har også stadig mange u-exploderede bomber tilbage, men kun i de mindre farbare områder.
De flade områder er total ryddet. Det var selvfølgelig forfærdeligt, men den periode fylder bare mindre her pga det forfærdelige regime, de fik efterfølgende.
Pol Pot og de Røde Khmer
Pol Pot og de Røde Khmer tog magten i april 1975, og inden de blev jaget ud af Vietnameserne i begyndelsen af 1979, var 2-3 mill mennesker døde. Tortureret eller døde af sult.
På rekord tid tømte Pol Pot Phnom Penh og andre byer, og transporterede befolkningen ud på landet så de kunne arbejde i marken for at producere ris, som kunne sælges for våben.
Mange af dem der ikke kunne dyrke ris, blev dræbt eller døde af sult. Pol Pot kunne ikke lide minoriteterne herunder alle udlændinge, så de var de første, der forsvandt, han kunne heller ikke lide de intellektuelle, så alle med en uddannelse blev slået ihjel. Det siges at gå med briller svarede til at gå med jødestjernen under 2. verdenskrig.
Al Religion blev forbudt, så mange templer, moskeer, katolske kirker blev ødelagt eller brugt til lager og alle med tilknytning til dem incl. alle munke blev sendt i marken eller dræbt. Det blev forbudt at give mad til munkene, og hvis de ikke ville eller kunne dyrke ris, blev de udryddet. Da alle læger og undervisere var udryddet, var behandling af sygdom i perioden sparsom og undervisning ikke eksisterende.
Udryddelse skete hovedsageligt først ved tortur og derefter blev de slået ihjel med slag af f.eks økse. En flok af unge fra landet blev uddannet til at forhøre og torturere, indtil de fik de svar de ønskede. Måske, at de havde stjålet mad, måske at de var CIA agenter. De behøvede ikke at kende noget til CIA eller have stjålet noget. Alle beskyldning var fabrikerede. Ofrene måtte ikke dø under torturen, hvis det skete, kunne bødlen selv blive det næste offer.
Pol Pot ønskede at hæve produktionen af ris til det tredobbelte, så folk arbejdede i mange timer hver dag og det eneste, de fik, var en lille skål mad til frokost og aften. Hvis der var ris i skålen, var de heldige, men de mange der ikke anede noget om risdyrkning fik ingen næring, så de blev hurtigt udmarvet af det hårde arbejde.
Da Pol Pot havde helt styr på / udmarvet sin egen befolkning, begyndte han at angribe Vietnam. Han ville have Mekong Delta området tilbage til Cambodja, men en sulten og udmarvet hær er ikke meget værd, og mange flygtede med Vietnameserne til Vietnam når de trak sig tilbage. I slutningen af 1978 fik Vietnam nok. De ønskede at få en bufferzone, så de Røde Khmer ikke kunne nå grænsen, men de endte med i begyndelsen af 1979 at indtage Phnom Penh og fik Pol Pot og hans organisation jaget ud i junglen ved den Thailandske grænse.
Så skulle man tro, det var slut med Pol Pot, men nej, den vestlige verden var bestemt ikke begejstret for, at Vietnam som kommunistisk land med tæt tilknytning til Sovjet havde besat Cambodja, så USA, UK, Tyskland, Frankrig, Australien støttede de Røde Khmer, og Pol Pot havde sågar et sæde i FN.
Da Kina var alt andet en venner med Sovjet, passede det dem fint. De invaderede endda det nordlige Vietnam i håb om, at soldaterne ville blive trukket fra Cambodja. Det blev de ikke, så kineserne måtte trække sig med uforrettet sag.
Kendskab til Pol Pots rædsler blev først kendt, da Vietnameserne kom til Phnom Penh, Her fandt man Tuol Sleng fængslet og fik kendskab til Killing Fields. Som alle bødler havde de dokumenteret alle deres forfærdelige gerninger, og det er de arkiver, der endelig i 2009/2010 blev anvendt til at retsforfølge nogle af de skyldige,
Pol Pot døde 72 år gammel i 1998, da havde han siddet i husarrest i et år. Det var hans egne folk, der satte ham husarrest. De var alle paranoide, og hans død var ikke naturlig. Han nåede dog at opleve børn og børnebørn i modsætning til mange af hans landsmænd, og han angrede aldrig, hvad han havde gjort.
Nogle få er blevet dømt fængsel for livstid. Chefen for killing fields og Tuol Sleng fængslet Comerade Dutch blev i 2010 idømt 35 års fængsel. Den dom ankede han, og i 2012 fik en han en dom på livstid. Han blev under retssagen konfronteret med efterladte til hans ofre og undskyldte.
Da såvel Sovjet og Vietnam løb tør, for penge i 1989 måtte Vietnam trække sig fra Cambodja og 10 års krig med de Røde Khmer. Cambodja havde i 80erne været delt mellem De Røde Khmer støttet af Vesten, Kina og FN og et styre støttet af Vietnam. Det tog frem til 1993 inden man fandt en løsning. Den holdt frem til 1997 og De Røde Khmers endeligt skete i 1998.
I dag
Cambodja er et kongerige. Den nuværende konge hedder Norodom Sihamoni og har siddet på tronen siden 2004. Han er godkendt af premierministeren og har ingen politisk indflydelse.
Landets premierminister hedder Hun Sen, og han har siddet på den post siden 1985 – den længst siddende premierminister i hele verden. Han var oprindelig Khmer Rouge soldat, men flygtede under Pol Pot styret til Vietnam. Han blev i løbet af 80erne indsat af Vietnameserne, og efter Vietnams tilbagetrækning og den efterfølgende fredsprocess, indgik han i 1993 i et samarbejde med et andet parti. Det samarbejde holdt indtil han lavede et kup i 1997 og overtog magten alene.
Han er folkevalgt – i dag med stor majoritet – men det skal man ikke lægge noget i. Afstemning er ikke hemmelig, så det er meget få, der tør at stemme på andre. Oppositionen har trange vilkår og er der nogen, der udgør en trussel, forsvinder de ofte eller omkommer. Hun Sen har et meget stort sikkerhedspoliti, der rapporterer direkte til ham. Stor nok til at forhindre i militærkup siges det.
Hans parti hedder Cambodjas Peoples Party. Det med people må jeg konstatere, det er ikke min oplevelse. Det er ikke meget, der kommer den enkelte Cambodjaner til gode. Landet er nok det mest korrupte i verden, og desværre er det de vestlige lande, der har været med til at skabe det. I dag er det kineserne, og jeg tror p.t. “Cambodjas Chinese party” som navn vil passe bedre. Kineserne betaler Hun Sen m.fl og så kan de stort set gøre, som de vil. De bygger Casinoer, hoteller, fabrikker og sætter sig på alt. Uanset hvem jeg har talt med, tager det kun 2 min før sætningen “it´s all Chinese” kommer, og nej kineserne er ikke populære her. Dels er man ikke glad for forandringen, men primært, fordi det ikke kommer dem til gode. Kineserne tager deres land, bygger kinesiske hoteller restauranter osv. De kaldes f.eks 0-$ turister, fordi alt det de bruger tilfalder kinesere ikke Cambodja. Det samme ør sig efter sigende gældende i Thailand og mange andre lande.
Der har været forsøg på oprør mod kineserne, men så ringer de til regeringen, og i Cambodja slår man den slags ned ved at skyde ind i mængden af oprørere.
I Hun Sen´s regeringstid har der været oprør mod ham, men han er en overlever, og siden er kuppet i 1997, har han styrket sin position mere og mere. Han er 67 år, og har sagt han bliver, til han er 74, da ingen andre kan styre landet. Til den tid er det hans plan at give magten til en søn, som p.t er højt placeret i militæret. Alle hans børn er højt placeret. En datter er TV direktør. Det samme gælder børn af andre i regeringen. Nepotisme – nej nej man fastholder, der ikke er nogen forbindelser til regeringen.
Det begynder at ligne en styreform som i Nordkorea.
Cambodja har ingen middelklasse. Der er rige, som bliver mere og mere rige og så den almindelig befolkning, hvor det at skaffe mad nok hver dag er det vigtigste. Dem, der arbejder for regeringen, og på de kinesiske fabrikker får 170$ OM MÅNEDEN
I Phnom Penh er beboerne bange for, at de mange kinesere, der kommer, betyder, at priserne på bolig stiger, så de ikke kan blive boende i byen. Bliver de syge, må de sælge, hvad de har for at betale. Tandlæger ved de ikke hvad er, eller rettere deres tænder ved det ikke, for de har aldrig set en tandlæge. Der er stadig mange, der ikke går nok i skole eller har nogen uddannelse.
Der ER sket meget i landet de sidste 10 eller bare 5-6 år pga af kineserne, og ikke mindst mange mange flere turister. Statistisk er det en af de hurtigst voksende økonomier, men alt for lidt kommer befolkningen til gode. Pengene ender i de fås lommer. Sidste år hævede de billetpriserne til Angkor War, da det blev beskrevet hvor mange flere penge det havde indbragt landet, var der ikke eneste ord om hvad pengene skulle bruges til.
De skønne øer omtalt i starten er i dag domineret af kinesiske hoteller og kasinoer og beboere, der havde et hus eller ejede jord, er allerede blevet fordrevet fra de første øer.
fiskere foran Marmor øen i Phnom Penh – en ø kun for de rige
Konklusion
Det er virkelig svært at finde det positive i det, der sker i Cambodja, når man taler med folk på hotellerne, guider, tuk-tuk chauffører etc. Det, der har gjort så stort et indtryk, er at det er den samme historie de alle fortæller. Da jeg kom til Vietnam mødte jeg en Australier, der er kommet i Cambodja i mange år og han kunne så repetere / bekræfte mine oplevelser.
Deres historie fra 70erne og 80erne er grusom. Tegn på forbedringer i 90erne er nu endegyldigt ved at sluttet. Al fri presse er lukket, der er ingen opposition til regeringen så intet tyder på at der vil ske noget positivt.
Der sker fremskridt i landet. Det regnes f.eks som mindre fattigt end Laos, men det er ikke noget, der rykker hos den almindelige befolkning.
Folk var alle steder utrolig hjæpsomme og meget venlige, men i modsætning til Laos, hvor de unge snakkede om uddannelse og deres ønsker til fremtiden, så virker det, som om man i Cambodja ingen ønsker har udover fred og mad.
På engelsk vil de gerne tale om det, men ingen tør sige noget til hinanden eller i socialt forum.
Sådan er det at leve i et demokratisk land når premierministeren er blevet en Diktator.
This entry was posted in Asien, Cambodja, Destinationer
