Sø-området i Chile

Søen Llanquihue  –  Puerto Varas & Frutillar

Puerto Montt er den store  – havne, industri og shopping – by i det sydlige Chile og den er indgangen til Patagonien. Jeg havde valgt at bo ca. 20 km derfra i Puerto Varas, som er en lille perle af en by. Den ligger ud til søen Llanquihue med udsigt til Vulkanen Osorno. Byen er anlagt af tyskere i ca. 1820. De kom ikke som indvandrere, der erobrede området, men blev budt meget velkommen, da man ønskede området bosat og opdyrket. Chile havde søsat et program for at få flere indbyggere, og en tysker på ekspedition i området hørte om programmet. Sammen med Chile fik de lavet en kampagne for få tyske katolske landmænd til området. Katolikker, fordi det passede med den øvrige befolkning og landmænd, fordi man ønskede, de skulle omdanne området til landbrugsland. Området blev solgt som Chiles “Schweitz” med henvisning til Geneve søen og Bjergene bag ved. Her fik de så oven i købet også en vulkan eller flere.

Dyrkning af jorden lykkedes med stor succes. Området er sammen med øen Chiloe Chiles “spisekammer”. Jorden er meget frugtbar – den positive side af et vulkanudbrud – og det regner meget, så det er nemt at dyrke noget. Grøntsagerne avles i store størrelser, bl.a. er hvidløg her mere end dobbelt så store som dem, jeg plejer at købe.

En kæmpe industri i området er laks. Chile er leverandør til stort set hele verden, det er nok kun Nordeuropa, der er undtaget, da vi har vores egen produktion af Nordsølaksen. Laks hører ikke oprindeligt til i Chile og det er langt fra alle, der er glade for den produktion, da den ødelægger meget af det oprindelige liv i vandet. Det er ren industri, men indtægten er vigtig.

På grund af færgens sene ankomst til Puerto Montt var det mørkt, da jeg kørte med taxa til Puerto Varas. Jeg havde givet besked til mit hostel, at jeg ville ankomme sent, og min taxachauffør var meget sød og hjæpsom. Han blev stående, indtil døren blev åbnet. Han er en af de efterhånden mange unge chauffører, jeg har kørt med, der er vildt imponeret over, at jeg rejser rundt alene.

Mit logi var uden morgenmad, men efter uger med sødt vanille eller jordbær -yoghurt og mer eller mindre kedeligt toastbrød og marmelade var det fint. Jeg fandt heldigvis en dejlig cafe, hvor jeg kunne få mysli, yoghurt naturel og frisk frugt. De fik så besøg stort set hver dag, mens jeg var der.

Vejret var dejligt og efter ugerne i det sydlige Patagonien, og på havet var det dejligt med varmen og det vindstille vejr. Puerto Varas kaldes ikke uden grund rosernes by. Alle gaderne var fyldt med rosenbuske, så det var store kontraster. Ikke, at jeg havde tænkt på, at jeg savnede blomster, men dejligt at se og dufte frugter og blomster igen.

Lidt mod nord også ved søen lægger flere hyggelige byer også anlagt af tyskere. Jeg tog den lokale bus til Frutillar, hvor nogle af de gamle huse nu danner et tysk museum.

Chiloe

Jeg var også på en tur til hoved øen Chiloe, men een dag er slet ikke nok til at se den. Det vidste jeg godt, men uden bil valgte jeg mit bedste alternativ og besøgte et par af byerne, hvor attraktionen er huse på pæle og iøvrigt meget farverige. En anden attraktion er de mange trækirker. Jeg så dog kun et par stykker.

En stor del af øen er naturpark og regnskov, derudover er der en pingvin koloni og andre havdyr.

Chiloe og de nærliggende øer var det sidste område i Chile, der blev befriet for spansk herredømme i 1826, 8 år efter resten a Chile var blevet befriet. Eneste muligheder for at komme til øen er med skib eller fly. Der har flere gange side 1972 været planer om at bygge en bro, men det er foreløbig blevet ved planer. Chiloterne er nu, som før helt deres egne og noget helt specielt her er Minga. Det praktiseres ingen andre steder og betyder, at man hjælper hinanden. For eksempel hvis nogen skal have bygget et hus eller have et hus flyttet, måske til en af de andre øer. Ejeren sørger for, at alt det nødvendige er klar, så processen er praktisk mulig, men så dukker venner, bekendte og familien op og hjælper. Hvis et hus skal flyttes bliver det endnu mere specielt, da foregår det med alt indbo i huset. Man hjælper med at få det fragtet ned til vandet, så det kan sejles til den valgte ø, og man hjælper på anden side med at få det derhen, hvor det nu skal være. Det er primært mændene, der tager sig af det praktiske, imens forbereder kvinderne mad til at bespise alle hjælperne. Det kaldes Minga. Og man møder selvfølgelig op, når nogen har brug for hjælp og kan forvente hjælp når man selv har et behov. Sikke en tradition.

Det småregnede lidt på min tur til Chiloe og dagen efter – min sidste dag – oplevede jeg rigtig Puerto Vares vejr. Det silede ned hele dagen, som det gør mange dage om året. En stor del af husene i gaderne med butikker har halvtag, så man kan gå i tørvejr, men kun en del, der er huller, så uden paraply blev man rigtig våd. At spise sammen med venner og familie er den foretrukne aktivitet for de lokale, når det regner. Jeg tror, dansk hygge vil passe fint her med alle deres regnvejrsdage.

Cruise Andino – Border Crossing

Heldigvis var det kun en enkelt dag med regn, da jeg de næste par dage skulle på tur over Andesbjergene. En kombineret tur med busser og både fra Puerto Varas til Bariloche i Argentina. Det var en dejlig tur, som også betød en meget nem grænsekontrol. Vi startede turen med bus, og vores første stop var ved et stort vandfald – Petrohue. Mens vi kiggede på vandfald, sørgede vores buschauffør for, at vores bagage blev transporteret frem til båden og læsset i containere, så da vi ankom senere, var bagagen allerede om bord.

Petrohue to Peulla

Med færge over søen Todos Los Santos kom vi til Peulla, hvor nogle gæster skulle med båden tilbage efter et par timer. Andre skulle videre til Bariloche i Argentina samme dag, og nogle få af os havde så en overnatning, inden vi fortsatte til Argentina. Peulla er et meget lille samfund med bl.a et hotel, en bondegård,  en skole og grænsekontrol. De par timer, der er turister, er der mulighed for lidt sightseeing, men hold da op for et fredfyldt sted. Peulla lægger i en dal ved foden af Andesbjergene og bortset fra at nyde naturen er der intet at fortage sig, men man kommer meget let til at tænke på paradis her. Stilheden og den fantastiske natur virker utrolig afslappende.

Der var en farm med lamaer, geder, høns m.m., der blev vist frem på udflugterne. På min tur skulle vi desuden krydse en flod, så det forgik i en speciel bus med meget høje hjul. På den anden side af floden fik vi en sejltur på den Sorte sø. Som nævnt tidligere farves søerne af de mineraler, der kommer ned fra bjergene og her var farven meget meget mørk, så navnet gav god mening. For at markere stilheden bad vores guide os om at tie stille i 5 min., mens vi nød freden, søen og udsigten. Det var en meget intens oplevelse.

Peulla to Puerto Frias

Næste formiddag var vi en lille gruppe på 7, der skulle videre til Bariloche. Med i bussen havde vi foruden bilens chauffør en guide og 2 andre, der viste sig at skulle sørge for vores bagage. Fra jeg afleverede min bagage ved bussen i Puerto Varas, til jeg stod af Bariloche, rørte jeg kun min kuffert på hotellet. Det system kørte på skinner.

Den Chilenske grænsekontrol lægger 200 meter fra hotellet. Det var et lille sted, der kun har åbent i dagtimerne og kun bliver brugt de få gange dagligt, hvor turistselskabet Cruise Andino passerer med gæster samt af nogle cyklister. Vi skulle ind til kontrol, stille op i kø og så fik vi vores stempel med check ud a Chile, men med kun 7 gæster var det hurtigt overstået.

Derefter gik turen over bjerget i et naturskønt område. Det første stykke gik det kun lidt op, men derefter var der 15 km, hvor vi kom fra næsten 0 til 1500 meters højde, ned på den anden side var afstanden kun 4 km, så det kan klart anbefales at tage turen fra Argentina til Chile, hvis man er på cykel, og det er der nogen, der er. Til morgenmaden så jeg f.eks to unge par med børn. De fortsatte deres tur på cykel, da vi andre steg på bussen.

På toppen var grænsen Pasa Vicente Perez Rosales markeret med porte og skilte. Vejen følger en sti Mapuche folket brugte, når de krydsede over bjerget og de brugte Peulla dalen som samlingssted for møde mellem de forskellige grupper. Sø-området er Mapuche område, og der bor den dag i dag stadig en del efterkommere i området dog flest i Chile. Mapuche betyder People of the Land. Det kan oversættes til landets folk eller jordens folk og er en samlet betegnelse for mange forskellige grupper af den oprindelige befolkning i både Chile og Argentina. En stor del af Chiles befolkning har Mapuche gener i forskellige mængde, og mange af dem er rigtig kønne, og hvis jeg skal beskrive dem ville de alle være helt ens.

Efter den korte tur ned ankom vi til Puerto Frias ved søen af samme navn. Her skulle vi igennem den Argentinske paskontrol inden endnu en sejltur.

Læs afslutningen af min tur til Bariloche i indlægget Sø-området i Argentina

Pucon

Efter næsten 4 uger i Argentinas søområde krydsede jeg tilbage til Chile over Paso Mamuil Malal, fra San Martin del Los Andes gennem Lanin National Park. Både den Argentinske og Chilenske grænsekontrol ligger ved foden af Lanin vulkanen, og så snart vi kom ind i Chile, var vejen asfalteret, og National Parken hed nu Villarrica. Mit mål var Pucon, som ligger ned til Søen Villarrica og tæt på Vulkanen af samme navn. Det er en af Chiles mest aktive vulkaner. Den ryger altid, men forårsager sjældent de store skader ved udbrud.

Turen ned var med mange hårnålesving i stor kontrast til turen op i Argentina, hvor vi dårligt opdagede, vi kørte op.

Beliggende ved en sø ligner Pucon på nogen måder San Martin de Los Andes, men med en del mere aktivitet og en anden type turister. Villarrica Søen deles i to midt i byen af en halvø. På den ene side er der en fin strand og på den anden side lidt våd-land for fugleliv, og en del både der sejler ture på søen.

Pucon er om sommeren en travl og populær turistby for både Chilenere and udlændige. Dens popularitet skyldes bl.a., at man kan klatre på vulkanen. Med mindre der er fare for udbrud, er det muligt at kravle helt til tops dog kun med en lokal guide. Der er også mange muligheder for kajakroning mountainbiking og river-rafting. En rigtig adventure by. Jeg valgte den primært for at krydse grænsen uden at skulle nå en anden bus videre, men vejret var super godt, så det var et fint sted at holde “sommerferie” og lave ingenting. I kort afstand fra byen lægger en del vandfald og termiske bade med meget varmt vand. Desuden National Parkerne Villarica, Hauerquehe samt søen Caburgua med både en sort og hvid strand i byen af samme navn. Den hvide strand havde faktisk om ikke hvidt sand så noget, der var en hel del lysere end det vulkanske sand på den sorte strand.

I udkanten af byen var der noget, der mindede om et tomt flodleje dvs., her var det ikke vand, der manglede, men plads til opsamling af mudder, vand m.m., når vulkanen er i udbrud.

I Pucon’s centrum er der mange udendørs spisesteder. Det ene bureau efter det andet der sælger adventure aktiviteter, og rigtig mange mennesker når man kommer i højsæsonen. Borset fra badestrand og bådture foregik, der ikke rigtig noget ved søen, men et dejligt afslappende og stille sted sammenlignet med den øvrige aktivitet og liv i byen. Jeg nød mit ophold i byen, og jeg boede rigtig skønt. Jeg fik et værelse med balkon på mit hostel og internet virkede som regel helt fint både der og på mange af byens cafeer og restauranter.

Valdivia

Mit videre mål var Santiago og Valparaiso, men på utallig opfordringer tog jeg først til Valdivia. Den ligger lidt uden for sø-området, og har heller ikke nogen sø, men flere floder. Den ligger ikke langt fra Stillehavskysten og kun et par hundrede km nord for Puerto Varas, så jeg var nærmest tilbage ved udgangspunktet for min ankomst til dette område.

Indtil dagen før min bus til Valdivia havde jeg kun hørt godt om byen, men nu hvor jeg skulle afsted, mødte jeg folk, der ikke brød sig om byen. Jeg er nok tilbøjelig til at give de sidste ret. Byen er ikke noget specielt, men området langs floderne er hyggeligt, og der er stort fiskemarked også med frugt og grønt. Det hjalp nok ikke på indtrykket, at byen i de dage jeg var der, var ramt af hedebølge. Det var alt for varmt at gå rundt i byen i 36 gr., og der var virkelig ikke meget at se på udover et torv midt i byen. Hvis der var mere, missede jeg det. For de lokale var det lidt usædvanligt med så høje temperaturer, ikke mindst fordi byen er mest kendt for, at det næsten altid regner. Regn på spansk er lluvia, og mange ynder derfor at kalde byen Vallluvia.

Langs med floden er der en lang promenade og her var der specielt om aftenen masser af liv.

Der var mange forskellige ture på floderne af forskellig længde, og man kan sejle næsten hele vejen til Stillehavet. De fleste både stoppede dog ved byen Corral, hvor der er et gammelt spansk fort og ved en lille ø Mancera med udsigt over deltaet.

Man kan også tage en lokal bus til Niebla en tur på ca 1/2 time og busserne kørte nærmest non-stop. Herfra kunne man så krydse floden med en af de mange både til Corral

Man kunne tydeligt se, det var højsommer for i næsten alle byerne var der sat scene op til musikfestival eller anden aktivitet.

Efter nogle få dage var det tid at tage nordpå. En 10 timers nat-tur med bus og jeg vil være i Santiago.

Konklusion

Sø-området er et skønt område. Ikke så exceptionelt og dramatisk natur som i det sydlige Patagonien, men et skønt sted at holde ferie. Der er masser for dem, der gerne vil være aktive, og med gode strande og andre aktiviteter på vandet er der skønt for dem, der bare vil holde ferie. Naturen med alle naturparkerne er smuk og har meget at byde på, og vulkanerne giver et specielt udtryk, når man ikke er vant til dem. De lægger nærmest som perler på en snor og uanset, hvor man er i området, kan man tit få øje på en eller flere af dem.

Du kan se flere billeder her