Iguazu

Iguazu vandfaldene

Er I klar til masser af vand? Nå – måske ikke, men hvis I nogensinde kommer til Iguazu, så handler det om vand. Masser af vand, og går man hele vejen bliver man våd.

Vandfaldet er et fantastisk syn og bør ses både fra den Brasilianske og den Argentinske side. Nationalparken i Brasilien er meget mindre end på den Argentinske side, men det er på den Brasilianske side, man kan se den smukke udsigt af vandfaldene. I Argentina er der stier på to niveauer, så man kan se vandfaldene tæt på enten oppe fra eller nede fra.

Det største fald hedder Gaganta de Diabo eller Djævlens Hals, og på begge sider er det muligt at komme helt tæt på og blive våd – faktisk megt våd.

Den Brasilianske National Park

Når entré til nationalparken på den Brasilianske side er betalt kontant i Brasilianske Real, kan man køre med bus ind til vandfaldet – omkring 15 km. Om morgenen kører de nonstop ellers ca. hver 20. min. Bussen har et stop, der hvor Vandfaldet starter, og herfra kan man følge en anlagt sti – langs floden men højt oppe – og beundre de mange vandfald. Stien er nem, let kuperet, med rækværk og indimellem trapper. Man går i en lang række med en masse andre mennesker og kæmper en del, om de bedste steder at tage billeder. Det er her man finder ud af, at selfies tager utrolig lang tid. Folk poserer i alle retninger for at få de rigtige billeder af sig selv med og uden venner og med den rigtige baggrund – så nej – jeg er ikke fan af selfie kulturen og der kommer ikke nogen på denne blog😀.

Nå – bortset fra det, er der så meget smuk natur at se på hele vejen, og det er virkelig betagende at se vandfaldende.

Umiddelbart før stien slutter, kan man gå ned for at få den bedste udsigt til Gaganta de Diabo og få et brusebad. Her har man bygget en gangbro ud foran vandfaldet.

Man har to muligheder: Køb et regnslag og bliv våd indefra, da det jo næsten altid er varmt eller spring regnslaget over og bliv våd af de kaskader af vand, der kommer med jævne mellemrum.

Det var faktisk ikke et problem, vejret var godt, og man blev hurtigt tør igen, men man skal huske at dække sit kamera. Vandfaldene medfører, at der altid blæser, har jeg fået fortalt, så jeg tror aldrig, man undgår at blive ramt.

Det store vandfald kan også ses fra en balkon fra et udsigtstårn, der også omfatter en elevator, så hvis man ikke er i stand til at gå ned, har man stadig mulighed for at se det gigantiske vandfald. Mængden af vand, der falder ned, er virkelig forbløffende.

Efter vandfaldene er der et område med restaurant og cafe, så man kan nyde en frokost, inden turen går tilbage til indgangen. Turen langs vandfaldet tager ikke mere end en halv dag; resten af dagen kan man så bruge til en safaritur (den kan også gennemføres på Argentina siden) Alternativt kan man tage en tur med helikopter eller besøge en fuglepark. Begge dele lægger lige ved parkens indgang.

Safaritur

Hvis man gerne vil helt tæt på vandfaldet, er en safari tur med båd løsningen. På Brasilien siden starter turen med en kort tur gennem skoven ned til floden. Det foregår dels i en safari bil dels som en gåtur og til sidst sejlturen ud til vandfaldet. Her har man også to valg. En våd eller tør tur. På den våde tur kommer man helt tæt på vandfaldet og er sikker på at blive gennemblødt. Før turen kan man derfor leje et skab til bagage og sko –  evt. skifte tøj, og det er en god ide at lade kameraet blive tilbage, medmindre det er vandtæt. Af erfaring – vandet er koldt og lidt chokerende, når man bliver ramt første gang.

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg skulle prøve dette, men jeg ønskede vel at se eller mærke, hvordan det var. Turen går ret hurtigt tilbage igen og bliver filmet hele vejen, så man kan købe en video med oplevelsen, hvis man har behov for det.

Inden turen får man udleveret en livredningsvest og der står en hel flok og tager imod, når man kommer tilbage. De spørger høfligt om man nød turen, men jeg tror de undrede sig over, hvad der får voksne i alle aldre til at tage turen og komme tilbage totalt gennemblødte fra top til tå. Måske vare det bare mig der følte mig meget våd.

Den Argentinske National Park

Da jeg boede på Brasilien siden, skulle jeg over grænsen for at komme til den Argentinske National Park. Der går alm. busser, men mit hotel havde en tur, så jeg ikke selv behøvede at organisere noget, men blev kørt fra “dør til dør”. Jeg kunne spare en masse tid, og det inkluderede en tur til et udsigtssted på den Argentinske side – i byen Puerto Iguazu – hvor vi kunne se 3 lande: Paraguay, Brasilien og Argentina og 2 floder Rio Paraná og Rio Iguazu

Det var det tætteste jeg kom på Paraguay som jeg har lidt ondt af. Som Bolivia har de ingen kyst og her er de er så tæt på en stor turistattraktion, men har ikke nogen del i den, da vandfaldet kun er mellem Argentina og Brasilien

Ved indgangen til den Argentinske National Park skal man også betale entré, og det skal betales kontant i Argentinske pesos. Derefter kan man tage med tog ind til midten af parken, stationen kaldes Centro. Herfra kan man starte både det øvre og nedre stisystem, eller man kan tage med et andet tog til Gaganta de Diabo.

En kort gåtur fra centro stationen er også, hvor man finder området med restauranter og cafeer.

Der kom rigtig mange busser på samme tid, hvilket betød, der var lang kø ved toget til Gaganta de Diabo, en tur på ca. en halv time. Det gik dog nogenlunde hurtigt, da først toget ankom med komme ombord og afsted. På den Argentinske side har de også bygget en lang række af gangbroer fra stationen ud til vandfaldet, og selv om det tager det meste af formiddagen eller mere med tog og turen ud til vandfaldet og tilbage igen, er det et unikt syn, og ja her bliver man også våd.

Ved togstationen kan man købe både mad og drikke, mens man venter på det næste tog tilbage til centro stationen.

Resten af dagen kan man så bruge på at gå de øvre og nedre stier forbi de mange vandfald.

Praktisk info

Ved indgangen til parkerne kan man, som så mange andre steder, købe selfie stænger, men her solgte de også noget langt mere anvendeligt: Vandsikre poser til telefonen, og min anbefalinger er, hvis man ikke har en – køb en. Afhængig af hvordan man opbevarer sine penge bør man også overveje at beskytte dem, ellers kan man ende som manden ved siden af mig i bussen hjem fra Argentina. For at krydse grænsen skulle han bruge sit ID kort (de lokale behøver ikke pas ) som var i hans tegnebog. Det var en brun lædertegnebog, og den var total gennemblødt. Det samme var hans penge, og de var også blevet farvet brune af tegnebogen. Selv om han forsøgte at tørre dem med alt det papir, folk omkring ham kunne undvære, tror jeg ikke, han fik skilt alle sedlerne fra hinanden. Han var ikke glad.

Da jeg researchede om Iguazu, anbefalede de fleste at tilbringe en dag på den Argentinske side og en halvdag på det Brasilianske side. Det kan lade sig gøre, men parken i Argentina er enorm, og jeg ville ønske, jeg havde planlagt at gøre det på 2 dage. Det ville passe bedre til mit tempo. Hvis man kan undgå at følge i hælene på de store grupper der især om morgenen, ankommer med bus, slipper man nok også for at stå i kø.

Konklusion

Måske havde det lidt betydning, at jeg desværre ikke var helt på toppen, men jeg synes ikke besøget i den Argentinske National park blev den helt store oplevelse. Det var mega varmt og jeg tror jeg glemte at drikke vand nok. Som sædvanligt havde jeg også tabt kampen med hotellet aircondition, så hvis jeg skal se hele  parken, bliver jeg mødt til at vende tilbage en dag.

Jeg kunne være taget tilbage den følgende dag, men vågnede meget tidligt til torden, lyn og masser regn. Det fortsatte næsten hele dagen, så ingen af mine ideer for dagen gav mening. Ingen tur tilbage til Argentina, ingen tur til Paraguay og heller ikke det, der var min oprindelige plan; en dag ved poolen, da temperaturen også var faldet, så det var for koldt til at sidde ude.

Jeg har senere mødt andre, er har besøgt Iguazu, og de synes heller ikke, det havde været en kæmpeoplevelse. Jo vandfaldene er enorme og et fantastisk syn, men der er for mange mennesker, og man skal nå alt for meget på kort tid.

Min anbefaling: Planlæg at gå gennem parken på to dage i en lidt anden rytme end de store grupper, der kommer med bus, så tror jeg fornøjelsen bliver langt større. Man kan i øvrigt også købe en 2 dages billet til parken og man kan også bo på hotel inde i parken.

Måske handler det om ikke at sætte sine forventninger for højt, men jeg var glad for,  jeg besøgte den Brasilianske side først. Det første syn af vandfaldet var betagende og det er vanskeligt ikke at blive benovet over Gaganta de Diabo.

Fugleparken

Jeg besøgte også fugle parken. Det var en ret stor park med en masse forskellige fugle og ikke mindst meget støjende papegøjer. Parken stødte op til mit hotel, og på min første dag på hotellet undrede jeg mig over, hvad det var for støj, jeg kunne høre, nu jeg fik jeg svaret. Papagøjer.

Det var en hyggelig tur gennem parken med de mange forskellige fugle. Det tog et par timer som var meget underholdende. Der findes også cafeer i parken og da jeg var der, var der en lokal gruppe, der sang for os.

Paskontrol

For at komme med natbus til Buenos Aires skulle jeg krydse grænsen. Jeg havde dog først et par timer ved poolen. Måske jeg skulle have brugt lidt mindre tid der, da min tur fra Brasilien til Argentina blev lidt mere hektisk end forventet. Jeg havde bestilt en taxa på hotellet, og de skønnede det ville tage 45 min. Det lød ok for mig baseret på min erfaring et par dage tidligere. Taxaen kom i god tid, så vi havde lidt mere end en time, inden jeg skulle tjekke ind og bytte min reservation med en rigtig billet. Paskontrol ud af Brasilien gik hurtigt, men da vi kom ud på vejen igen, var der kø. Min taxachauffør lød meget overrasket, så det var åbenbart ikke en sædvanlige situation. Først forsøgte han at krydse fra den ene vognbane til den anden, men det hjalp ikke meget – vi sad fast.

Vi havde 55 min, da vi forlod den Brasilianske grænse, men tiden går hurtigt, når man sidder i en kø og skal nå noget. Med lidt mere end en halv time tilbage, viste jeg min billet til min taxachauffør og forsøgte at finde ud af, hvor tæt vi var på den Argentinske grænsekontrol. Chaufføren studerede billetten, så på trafikken og besluttede; han måtte gøre noget. Der var heldigvis ikke ret meget modkørende trafik, så han kørte ud i den modkørende bane. Vi mødte cykler, motorcykler men ingen biler før vi mødte to betjente på motorcykler som selvfølgelig stoppede os. De fik historien, så min billet og YES de lod os fortsætte. Lidt længere fremme mødte vi en politibil. Taxachaufføren gentog historien, henviste til motorcykelbetjentene, så de lod os også fortsætte.

Endelig ved grænsen kiggede personalet vantro på os, men da de fik historien, viste de os hen til en kø med 3 biler. Taxachaufføren besluttede, at det kunne vi ikke vente på, så han kørte frem foran dem. Det betød, at vi blev stoppet af en person – jeg gætter på en med en form for autoritet i området – da han hørte historien og fik min billet, lod han os parkere og vi kunne gå ind til paskontrollen. Han var tydeligvis også vant til at gå rundt med papirer, for han fortsatte videre med min billet i hånden, så da bilen var parkeret, måtte jeg løbe efter ham for at få min billet tilbage. Inde i bygningen var der kun 4 pas-kontrollører, som sad med stakkevis af ID-kort og pas fra de forskellige buspassagerer. De interesserede sig ikke meget for min historie, så vi måtte vent, men til sidst åbnede en dame en skranke mere, og vi blev bedt om at gå derhen. Paskontrollen var hurtigt overstået, så tilbage til bilen og endeligkunne vi køre mod Puerto Iguazu. Vi havde ikke meget tid tilbage, men byen er tæt på og 3 min før min deadline, parkerede vi ved busterminalen. Der var stadig en halv time, indtil bussen skulle køre, men jeg var nervøs for om, der ville være en venteliste så min reservation ville blive solgt videre. Efter et hurtig Adios og stor stor tak til min taxachauffør gik jeg ind i bygningen for at finde kontoret for mit busselskabet. Der var omkring 20 forskellige busselskaber, men næsten i slutningen af rækken fandt jeg mit selskab, og jeg fik min reservation ombyttet til den rigtige busbillet.

Farvel Brasilien

Det var også “velkommen” til Argentina. Denne gang blev jeg ikke mødt af en person med et stort smil. Jeg havde virkelig vænnet mig til de smilende og glade brasilianerne, så episoden var meget tydelig. Her var jeg, med adrenalinen pumpende efter den sidste times spænding. Rigtig glad, fordi jeg havde nået det til tiden, men personen på den anden side, kiggede stort set ikke på mig og smilede slet ikke. Lidt som det nok vil ske mange andre steder i verden jeg har besøgt – undtagen Brasilien.

Så farvel Brasilien, mange tak for en fantastisk tid. Jeg er, ret sikker på jeg kommer tilbage. Jeg vil gerne finde ud af hemmeligheden bag smilene og den meget positive holdning. Selvom livet er hårdt, nogle får ikke engang betalt deres løn for øjeblikket, men de er stadig glade og smilende og ikke mindst har de overskud til også at gøre andre glade. Må bare spørge – hvordan gør de det?

Tak fordi du læste bloggen. Næste stop er Buenos Aires. Indtil da tjek mine billeder fra:  Iguazu